Udsættelse af skolestart

Hvis dit barn ikke er skoleparat, kan du søge om udsættelse af skolestart.

Værd at vide om udsættelse af skolestart

Hvis dit barn ikke er parat til at starte i skole, kan skolestarten ifølge loven udsættes et år. Udsættelsen skal ske for at tilgodese dit barns udvikling, og dit barn skal i stedet fortsætte eller starte i en børnehave.

Kommunalbestyrelsen kan efter din anmodning godkende eller afvise, at undervisning af dit barn bliver udsat. Ofte vil afgørelsen dog blive truffet af forvaltningen, som har mulighed for at inddrage Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i beslutningen.

Dit barns børnehave vil altid blive inddraget.

 

Du har det sidste ord, hvis dit barn er gammelt nok til at starte i skole, og du ønsker skolestart, selvom f.eks. dit barns børnehave anbefaler at udsætte skolestarten.

Kommunalbestyrelsen/forvaltningen eller børnehaven kan ikke tvinge dig til at udsætte dit barns skolestart.

Hvis du og dit barns pædagoger er enige om at udsætte skolestarten, har kommunalbestyrelsen det sidste ord – og kan altså beslutte, at dit barn skal starte i skole alligevel.

Hvis din ansøgning om skoleudsættelse bliver godkendt, skal forvaltningen senest en måned efter afgørelsen modtage en handleplan. Handleplanen skal beskrive dit barns forberedelse til at kunne starte på et senere tidspunkt. Du skal sammen med børnehaven udarbejde handleplanen for dit barn.