Affaldssortering i landbruget

Alle landbrug skal sortere deres affald. Det er landbrugets ansvar at sortere affaldet dér, hvor det opstår; denne regel gælder, uanset om affaldet stammer fra en husstand, institution eller en virksomhed.

Det er også landbrugets ansvar at opbevare og bortskaffe affaldet efter følgende regler.

Du finder informationer om, hvordan landbruget skal affaldssortere, på denne side.

Affaldshierarkiet

Affaldshierarkiet inddeler affald i 5 grupper. Hierarkiet sikrer, at du opnår det bedste miljøsikre resultat, når du sortere dit affald.

  1. Forberedelse til genbrug: affald/ting, der kan genbruges direkte. Fx: lamper, mursten, bøger og møbler.
  2. Genanvendelse: affald/ting, der kan genanvendes. Fx: pap, papir, glas, plast, metal, træ, o.lign.
  3. Deponi: affald, der skal afskaffes fordi det ikke kan genbruges, ikke er forbrændingsegnet og ikke behøver specialbehandling. Fx: PVC-plastik (vinylgulve, haveslanger), mineraluld, gips, o.lign.
  4. Farligt affald: affald, der kræver specialbehandling ved afskaffelse, og anses for at udgøre en miljø- eller sundhedsmæssig risiko; klinisk og biologisk affald samt fx: olie- og kemikalieaffald, pesticider, medicin, malingsrester, opløsningsmidler, syre, PCB-holdige byggematerialer, og elektronik.
  5. Restaffald: affald/ting, der sendes til forbrændingsanlæg. Fx sække, halmsnore, nylonsnore, snavset papir/karton, snavset afdækningsplast, plastfolie og dagrenovation.

Affaldssortering; aflever dit affald det rigtige sted

  • Genanvendelige materialer skal sorteres og afleveres til genanvendelse, f.eks. på den kommunale genbrugsstation.
  • Forbrændingsegnet affald afleveres på forbrændingsanlæg, f.eks. ARGO's forbrændingsanlæg i Roskilde.
  • Deponiaffald skal afleveres til deponering på et miljøanlæg, f.eks. Audebo Deponi i Svinninge.
  • Farligt affald skal anvises til et modtageanlæg, der er opført i Affaldsregisteret. Stevns Kommune står for anvisningen. En anvisning er et dokument med anvisning af relevant affald og løbenummer. Anvisning af affald vil sige, at kommunen har afgjort hvilket modtageanlæg som landbruget skal aflevere affaldet til. Løbenummeret er det nummer som affaldet bliver registreret med, så myndighederne kan spore det, efter det er afleveret. Landbruget skal anmelde affaldet til kommunen via. portalen Byg og Miljø, som ligger her: Byggeaffald | Stevns Kommune.
  • Klinisk risikoaffald bortskaffes til genbrugsplads eller godkendte modtageanlæg. Du skal benytte registrerede transportører/indsamlere til opgaven.
  • Biologisk affald skal bortskaffes efter samme regler og anvisninger som farligt affald. Der er dog særlige regler i nogle henseende: f.eks. ved bortskaffelse af organer, amputerede lemmer, døde dyr og animalske biprodukter. Disse skal afhentes af en godkendt indsamler, der kan sikre forsvarlig transport og bortskaffelse med hensyn til smitterisiko og miljøbelastning.
  • Bygge- og anlægsaffald: Du bør altid advisere kommunen, inden du går i gang med at renovere eller rive ned. Du kan læse mere om reglerne for bygge- og anlægsaffald via. portalen Byg og Miljø, som ligger her: Byggeaffald | Stevns Kommune.

Affald til anden nyttiggørelse

Anden nyttiggørelse af affald betyder, at affaldet/materialet bruges til opfyldning og erstatter jord, stabilgrus og lignende, eller at affaldet erstatter andet brændsel. Forbrændingsegnet affald kan opdeles i to kategorier: affald til dagrenovation og øvrigt forbrændingsegnet erhvervsaffald:

  • Affald til dagrenovation: Dette affald er fx uhygiejniske emballager fra fødevarer, inseminationsslanger og mælkefiltre. Dagrenovation og dagrenovationslignende affald skal indsamles via. Stevns Kommunes dagrenovationsordning.
  • Øvrigt forbrændingsegnet erhvervsaffald: Affald, som er uegnet til genanvendelse, kaldes stort og småt brændbart, og kan bestå af sammensatte produkter. Fx: tomme cementsække og glasfiber.

 

Afhentning af landbrugsaffald

Det er landbrugets ansvar, at affaldet transporteres og bortskaffes efter gældende regler for afskaffelse af landbrugsaffald.

Hvis du benytter en affaldstransportør, er du ansvarlig for at affaldet transporteres, sorteres og bortskaffes korrekt. Du er ansvarlig for affaldet indtil det er modtaget på et godkendt anlæg; derfor er du også ansvarlig for at affaldet transporteres korrekt.

Hvis du benytter en indsamlingsvirksomhed til afhentning af affald fra dit landbrug, så overtager de ansvaret for affaldet ved afhentning.

De transportører og indsamlingsvirksomheder, du indgår aftale med, skal være registreret i det nationale register. Se listen over registrerede virksomheder for affaldstransport på www.mst.dk.

 

Øvrige regler og retningslinjer

Der er forbud mod afbrænding af affald (inkl. haveaffald) i Stevns Kommune.

Der er særlige regler for afskaffelse af Asbest: dette skal anmeldes til Stevns Kommune inden bortskaffelse. Landbruget skal anmelde affaldet til kommunen via. portalen Byg og Miljø, som ligger her: Byggeaffald | Stevns Kommune.

Genbrugspladsernes sorteringskategori: "uegnet til genanvendelse" må kun benyttes til det affald, som du ikke kan sortere i andre containere.

Find alle godkendte genanvendelsesanlæg og indsamlingsvirksomheder på www.affaldsregister.ens.dk.

 

Har du brug for yderligere vejledning?

Kontakt Stevns Kommune for mere information. Sådan undgår du fejlsortering og ekstraregninger.

Center for Teknik & miljø

Tabeloversigt: Bortskaffelse af affald

Genanvendelse

I tabellen nedenfor får du svar på, hvilke affaldstyper, der er genanvendelige og hvordan du håndterer dem:

Affaldstype:

Afleveres til:

Akkumulatorer Afleveres på genbrugsplads, genanvendeligt affald*
Batterier Afleveres på genbrugsplads
Big bags Afleveres på genbrugsplads, genanvendeligt affald*
Byggeaffald, genanvendeligt Skal anmeldes til kommunen
Byggematerialer, god stand Genbrug på stedet, produkthandel
Dæk fra biler, brugte dæk uden alger Forhandler, genbrugsplads
Dæk fra traktorer Forhandler, deponi, hvis de ikke kan genbruges
Glasemballage, ikke medicinbeholdere Afleveres på genbrugsplads
Glas fra vinduer, drivhuse, staldvinduer mv. Afleveres på genbrugsplads, genanvendeligt affald*
Haveaffald uden jord, sten eller rødder Kompost på stedet, genbrugsplads
Jern- og metalskrot Afleveres til skrothandler, genanvendeligt affald
Jord, rent Genbrug på stedet, jorddepot
Metalemballage uden indhold, rengjort Genanvendeligt affald*
Motordrevne køretøjer og dele herfra Afleveres hos autoophugger, genanvendeligt affald*
Papir og pap/karton, rent Afleveres på genbrugsplads, genanvendeligt affald*
Plastemballage, ikke faremærket, uden restindhold, rengjort Genanvendeligt affald*
Plastfolie, afdækningsplast, landbrugsfolie, rent Genanvendeligt affald*
PVC, hård, fx staldinventar, tagrender, trapetzplader mv. Genanvendeligt affald*
Træpaller Genanvendeligt affald*

Forbrænding

I tabellen nedenfor får du svar på, hvilke affaldstyper, der skal til forbrænding og hvordan du håndterer dem:

Affaldstype:

Afleveres til:

Sække / poser Forbrændingsegnet erhvervsaffald
Byggeaffald, ikke genanvendeligt (med asbest, PCB mv.) Byggeaffald skal anmeldes til kommunen
Dagrenovation Indsamling via dagrenovationsordning
Dæk, nedbrudte, "grønne dæk" fx anvendt til roekule Forbrændingsegnet erhvervsaffald
Inseminationsslanger Indsamling via dagrenovationsordning
Mælkefiltre Indsamling via dagrenovationsordning
Nylonsnore, halmsnore, halmballenet Forbrændingsegnet erhvervsaffald
Papir og pap/karton, snavset  Forbrændingsegnet erhvervsaffald
Plastemballage, faremærket***, uden indhold, rengjort Afleveres som farligt affald, hvis du er i tvivl
Plastemballage, uden faremærke, med restindhold Indsamling via dagrenovationsordning
Plastfolie, afdækningsplast, beskidt og nedbrudt Forbrændingsegnet erhvervsaffald
Pressenning, ikke PVC (foretag evt. PVC-test) Genbrugsplads, forbrændingsegnet erhvervsaffald
Tuber / katetre Indsamling via dagrenovationsordning

Deponi

I tabellen nedenfor får du svar på, hvilke affaldstyper, der skal til deponi og hvordan du håndterer dem:

Affaldstype:

Afleveres til:

Byggeaffald, ikke genanvendeligt (med asbest, PCB mv.) Byggeaffald skal anmeldes til kommunen
Pressenning, PVC Genbrugsplads, deponi
PVC, blød, fx regntøj, gummistøvler Genbrugsplads, foretag evt. PVC-test

Special-behandling

I tabellen nedenfor får du svar på, hvilke affaldstyper, der skal til specialbehandling og hvordan du håndterer dem:

Affaldstype:

Afleveres til:

Byggeaffald, ikke genanvendeligt (med asbest, PCB mv.) Byggeaffald skal anmeldes til kommunen
Dyr til destruktion Kontakt Daka
Elektronikskrot Genbrugsplads
Elsparepærer Genbrugsplads
Imprægneret træ Erhvervsaffald, Byggeaffald skal meldes til kommunen
Jord, forurenet Jordflytning skal anmeldes til kommunen
Kanyler og skalpeller Genbrugsplads, klinisk risikoaffald****
Kemikalier, maling mv. Genbrugsplads
Lysstofrør Genanvendeligt affald
Malkeudstyr, udtjent, Elektronikskrot, genanvendeligt affald*
Medicinbeholdere af glas/plast, med/uden indhold Genbrugsplads, klinisk risikoaffald****
Metalemballage med farligt affald Farligt affald**
Olierester, spildolie, oliefiltre Genbrugsplads
Plastemballage, faremærket***, med indhold Farligt affald **
Rottegift Genbrugsplads, farligt affald**
Sprøjtegift, pestcider Genbrugsplads, farligt affald**

 

*Genanvendeligt affald: Registrerede og godkendte genanvendelsesanlæg og indsamlingsvirksomheder egnet for materialenyttiggørelse kan ses på www.affaldsregister.ens.dk.

**Farligt affald: Farligt affald skal så vidt muligt opbevares og afleveres i originalemballage.

***Faremærket: Produkter mærket med et faremærke, skal som oftest afleveres som farligt affald. Det vil stå beskrevet på produktet, hvis det kan bortskaffes til forbrænding.

****Klinisk risikoaffald: Klinisk risikoaffald skal emballeres korrekt før det bortskaffes til genbrugspladsen eller godkendte modtageanlæg. Der skal ligeledes benyttes registrerede transportører/indsamlere. Kanylebokse kan bl.a. fås på apoteket.