Brug af sommerhus som helårsbolig

Senest opdateret 30-04-2022

Du må bo i dit sommerhus i perioden fra 1. marts til den 31. oktober. Resten af året må du kun bruge huset til kortere ferieophold.

Du kan i særlige tilfælde anvende dit sommerhus som helårsbolig.

Jeg er pensionist

Hvis du som pensionist har ejet ejendommen i et år, kan du lovligt bo i dit sommerhus hele året. Det gælder også selvom ejendommen ikke har været bebygget. Hvis der er tale om et sommerhus på lejet grund, er det huset, du skal have ejet i 1 år.

Hvis I er flere personer, der sammen ejer ejendommen eller huset, har alle hver for sig ret til at bruge huset som helårsbolig.

Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Ret til folkepension
  • Modtage efterløn, pension eller lignende og være over 60 år
  • Modtage førtidspension

Hvis du er pensionist, må din ægtefælle, samlever og børn også bo i sommerhuset hele året, så længe du bor der. Ved dødsfald kan ægtefælle, samlever eller børn fortsat bo lovligt i sommerhuset.

Dispensation i særlige tilfælde

Kommunalbestyrelsen kan i særligt tilfælde give en personlig dispensation til helårsbeboelse.

Du kan få dispensation hvis:

  • du ejer eller forpagter dagligvarebutik, hotel, restaurant eller virksomhed med uddannelsesmæssigt, kulturelt eller forskningsmæssigt formål, og det er nødvendigt for dig at bo i sommerhuset for at kunne drive virksomheden
  • du har købt en ejendom, og kommunen fejlagtigt har oplyst, at du kan bruge den som helårsbolig.
  • du har en alvorlig sygdom eller invaliditet, og din livskvalitet kun kan forbedres i dit sommerhus.
  • du i en kortere periode renoverer dit helårshus, eller hvis dit hus har fået en pludselig skade.
  • du er pensionist og har ejet dit sommerhus i mindst 1 år.

Hvis dit sommerhus er i så ringe stand, at vi vurderer det som sundhedsskadeligt, kan vi beslutte, at det ikke er egnet til helårsbolig.