Bliv integreret i Stevns Kommune

Du skal deltage i et integrationsprogram, hvis du har fået opholdstilladelse som indvandrer, flygtning eller familiesammenført til en flygtning og er fyldt 18 år.
Programmet hjælper dig med at lære dansk og finde vej til job eller uddannelse.

Hvad er et integrationsprogram

  • Du deltager i danskundervisning og andre aktiviteter, som skal gøre dig klar til job eller uddannelse. Det kan fx være virksomhedspraktik eller opkvalificering. Kommunen vurderer, hvad du skal deltage i.
  • Hvis du er under 25 år bliver du, som udgangspunkt, tilmeldt et forløb, der hedder Stærk fra start, som hjælper dig videre til uddannelse eller job.
  • Hvis du ikke modtager offentlige ydelser, har du stadig ret til danskuddannelse. Du skal selv kontakte kommunen for at tilmelde dig.
  • Danskuddannelse foregår hos Center for Dansk og Integration i Køge. Kommunen hjælper dig i gang. Du kan læse mere på Center for Dansk og Integrations hjemmeside.
  • Hvis du ønsker at rejse tilbage til dit hjemland, kan du få rådgivning og økonomisk støtte. Det kan du læse mere om på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside.

Værd at vide om integrationsprogram

Integrationsprogrammet hjælper dig med at blive en del af det danske samfund og finde vej til job eller uddannelse:

Du deltager i:

  • Danskuddannelse
  • Virksomhedspraktik eller nytteindsats
  • Opkvalificering eller job med løntilskud

Kommunen vurderer, hvilke tilbud der passer til dig.

Integrationsprogrammet sættes på standby hvis du kommer i ordinært arbejde eller i uddannelse efter bestået danskuddannelse.

Programmet starter, når du har fået opholdstilladelse og Stevns Kommune overtager ansvaret for dig som nyankommen.

Målet er, at du bliver selvforsørgende hurtigst muligt. Programmet varer typisk 1 år, men kan forlænges - dog højst op til 5 år.

Du har pligt til at deltage aktivt i de aktiviteter, kommunen tilbyder.

Hvis du får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal du som hovedregel deltage i arbejdspligt. Det betyder op til 37 timer om ugen med:

  • Danskuddannelse
  • Praktik, nytteindsats eller opkvalificering

Du har ret til danskuddannelse, også selvom du ikke får ydelse. Det gælder, hvis du fx allerede er i arbejde.

Hvis du udebliver fra aktiviteter uden en rimelig grund, kan din ydelse blive nedsat eller stoppe.

Arbejdspligten er en del af integrationsprogrammet for dig, der modtager ydelse og ikke er i job eller uddannelse. Arbejdspligten betyder, at du skal deltage i op til 37 timers aktivitet om ugen, fx:

  • Danskuddannelse
  • Praktik
  • Nytteindsats
  • Opkvalificering

Kommunen tilpasser aktiviteterne efter dine forudsætninger.

Du er omfattet af arbejdspligten, hvis alle disse betingelser er opfyldt:

  • Du modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
  • Du er IKKE i arbejde eller uddannelse
  • Du har opholdstilladelse som flygtning eller familiesammenført til en flygtning
  • Du er over 18 år og IKKE fritaget af helbredsmæssige eller særlige grunde

Kommunen vurderer og fortæller dig, om du er omfattet. Du får besked, når du deltager i en samtale om dit forløb.

Mens du deltager i programmet, kan du få selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. I integrationsperioden er økonomisk hjælp en skattepligtig ydelse.

Du skal deltage i aktiviteter og følge din plan. Hvis du udebliver uden rimelig grund, kan kommunen sænke din ydelse eller stoppe den midlertidigt.

Se satserne på Beskæftigelsesministeriets Hjemmeside.

Hvis du har underskrevet en forsørgelseserklæring, fx ved familiesammenføring, har du pligt til at forsørge din ægtefælle. Hvis din ægtefælle søger integrationsydelse, skal kommunen indberette dette til Udlændingestyrelsen, og det kan få betydning for jeres opholdstilladelse.

Læs mere på Udlændingestyrelsens Hjemmeside.

Når du slutter programmet vurderer kommunen, om du stadig har brug for støtte.

Hvis du ikke er i job eller uddannelse, kan du få hjælp gennem andre forløb - fx kontanthjælp eller jobrettede tilbud.

Undervisning i dansk foregår på:


Center for Dansk og integration
Ølby Center 53
4600 Køge
Tlf.: 56 67 66 60
cdi@koege.dk 
danskogintegration.dk

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Center for Dansk og Integration, hvis du har spørgsmål til, hvordan du kommer i gang med danskundervisning.

Stevns Kommune vejleder om, hvordan du kan vende tilbage til dit hjemland - også kaldet repatriering:

Ønsker du at vende tilbage til dit hjemland og opfylder du betingelserne herfor, kan vi efter en individuel vurdering hjælpe dig med eksempelvis:

  • rejseudgifter
  • transport af personlige ejendele
  • indbo i ny bolig
  • skolegang, hvis der er skolesøgende børn
  • indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvis du vil etablere dig som selvstændig
  • sygeforsikring
  • nødvendigt medbragt medicin

Har du som flygtning ikke mulighed for at forsørge dig selv, har du også mulighed for at søge om løbende månedlig bistand (reintegrationsbistand).

For at få denne månedlige bistand, skal du enten være fyldt 55 år, være berettiget til førtidspension eller være fyldt 50 år og ude af stand til at forsørge dig selv.

Dansk Flygtningehjælp kan rådgive dig, hvis du overvejer at vende hjem.

For at få dansk statsborgerskab skal du deltage i en grundlovsceremoni, som i Stevns Kommune afholdes to gange om året. 

I 2025 afholdes der grundlovsceremoni: 

  • Torsdag den 6. marts kl. 15.00 - tilmeldingsfrist den 13. februar
  • Torsdag den 2. oktober kl. 15:00 - tilmeldingsfrist den 16. september

Du skal tilmelde dig grundlovsceremonien via mail. Tilmeldingen skal indeholde dit fulde navn, telefonnummer og e-mailadresse.

Til ceremonien skal du medbringe gyldig legitimation med foto.

Følgende er eksempler på gyldig legitimation:

  • Opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
  • Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
  • Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end de i nr. 1 og 2 nævnte lande, og hvori der er isat en opholdssticker.

Hvis du ikke er i besiddelse af ovenstående gyldig legitimation, skal du ansøge Udlændinge- og Integrationsministeriet om tilladelse til at benytte anden form for legitimation ved ceremonien. Denne tilladelse skal medbringes.

Sådan foregår grundlovsceremonien i Stevns Kommune:

  • Borgmesteren byder velkommen og modtager medbragt legitimation og erklæring.
  • Efter en kort tale kaldes ansøgerne op én ad gangen. Ansøgeren underskriver erklæringen, hvorefter borgmesteren trykkes i hånden. Herefter underskriver borgmesteren erklæringen.
  • Borgmesteren angiver, at betingelserne om underskrift er overholdt og håndtryk foretaget.
  • Borgmesteren afslutter ceremonien ved at tilkendegive at alt er foretages efter reglerne, udleverer statsborgerbeviset og inviterer derefter til buffeten.

Folketinget vedtager en ny lov, som tildeler statsborgerskab til nye statsborgere to gange om året. Hvis du ansøger om dansk statsborgerskab, skal du deltage i en grundlovsceremoni senest to år efter lovens vedtagelse. Statsborgerskabet er først gældende, når du har underskrevet en erklæring om dansk statsborgerskab.

Læs om grundlovsceremonien på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside  

Læs om Lovforslag om indfødsret (statsborgerskab) på Folketingets hjemmeside

Godtgørelse ved deltagelse i tilbud

Når du deltager i tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats eller et vejlednings- og opkvalificeringstilbud, kan du modtage godtgørelse på 750 kroner om måneden. 

Godtgørelsen kan anvendes til at dække dine udgifter til transport til de første 24 kilometer, men kan dog kun gives, hvis transportafstanden overskrider 5 kilometer fra din bopæl til tilbuddets adresse.

Du kan få godtgørelsen, hvis du modtager:

  • Kontanthjælp
  • Ressourceforløbsydelse

Eller hvis du som selvforsørgende eller ung under 18 år modtager beskæftigelsesrettet tilbud gennem jobcentret

Hvis du har dokumenterede begrænsninger, der gør at du ellers ikke ville kunne deltage og transportere dig til tilbuddet, kan godtgørelsen i individuelle tilfælde dække de første 5 kilometers transport.

Spørg din sagsbehandler i Jobcentret, hvis du vil vide mere om godtgørelsen.

Godtgørelsen følger tilbuddet.

Hvis du udebliver fra tilbuddet uden en rimelig grund, vil du blive trukket i godtgørelse for det antal dage, hvor du er udeblevet helt eller delvist.

Hvis du er i tilbud 1, 2, 3 eller 4 dage om ugen, bliver din godtgørelse udregnet svarende til 20%, 40%, 60% eller 80% af taksten på 750 kroner.

Godtgørelsen kan ikke udbetales, hvis du har lønindtægt mens du deltager i tilbuddet.

Godtgørelsen udbetales bagudrettet og er skattepligtig.