Hjælp til forældre - børn og nikotin

I anledning af World No Tobacco Day den 31. maj 2025 sætter Stevns Kommune fokus på børn og nikotin.

Som forældre har du stor betydning for, hvordan dit barn forholder sig til nikotinprodukter som snus, nikotinposer og puff bars.

Du kan læse mere om børn og nikotin samt finde råd og vejledning her på siden.

 

Har du talt med dit barn om nikotin

Det kan være svært at forestille sig, at ens barn bruger eller prøver nikotinprodukter. Sandheden er dog, at 32% af unge mellem 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt.

Nogle starter allerede med at bruge nikotinprodukter i 4.-5. klasse.

Som forælder har du indflydelse på dit barns holdning til brug af nikotin. Børn og unge, der taler med deres forældre om nikotin, er mindre tilbøjelige til at starte med at ryge, vape eller snuse. Du kan dermed være med til at forebygge, at dit barn bruger nikotinprodukter.

Nikotin er ikke for børn og unge

Nikotin kan give skader på den unge hjerne, nedsætte evnen til koncentration og indlæring samt øge risikoen for angst og depression.

Hjernen er først færdigudviklet, når man er 25-30 år. Indtil hjernen er færdigudviklet er den særlig følsom for påvirkninger udefra – også fra et rusmiddel som nikotin.

Nikotin er stærkt afhængighedsskabende. Hos børn og unge opstår afhængighed hurtigere. Afhængig af dosis kan afhængighed opstå i løbet af få uger. Når først forbruget er begyndt, kan det være svært at stoppe.

Vidste du, at nikotin er et giftstof, der tidligere blev brugt som sprøjtegift i landbruget.

Når nikotin bliver optaget i kroppen via lunger eller slimhinder bliver det ført med blodet til hjernen og ud til hele kroppen. Indtag af nikotin kan give reaktioner som hjertebanken, koldsved, utilpashed, kvalme, opkast, svimmelhed, mavesmerter og hovedpine.

Gode råd til dialogen med dit barn

  • Tal med dit barn om nikotin uden løftede pegefingre
    Vær nysgerrig og vis interesse for, hvad dit barn har af holdninger til og erfaringer med nikotinprodukter.

  • Vær tydelig om din holdning til nikotin
    Hvis du tager afstand fra brugen af nikotin, så sig det tydeligt, så dit barn ikke er i tvivl. Du kan samtidig godt være åben overfor dit barns oplevelser med nikotin.

  • Tal jævnligt med dit barn om nikotin
    Dit barns interesse for nikotinprodukter kan ændre sig over tid, blandt andet afhængig af alder, omgangskreds og produkter på markedet.

  • Lav konkrete og tydelige aftaler med dit barn
    Unge sætter ikke lighedstegn mellem at ryge og bruge andre nikotinprodukter. Hvis du fokuserer på cigaretter i dialogen, kan dit barn få den opfattelse, at andre nikotinprodukter er mindre problematiske og måske ikke er en del af en given aftale.

Hvis dit barn bruger nikotin

  • Støt dit barn i at blive nikotinfri
    Spørg ind til dit barns forbrug og spørg, hvordan du bedst kan hjælpe.

  • Følg jævnligt op
    Nikotin er afhængighedsskabende, så forvent ikke, at dit barn stopper efter en enkelt snak.

  • Opfrisk aftaler og forventninger
    Hvis dit barn har brudt en aftale, behøver det ikke medføre sanktioner – opfrisk i stedet aftaler og forventninger.

  • Forslå dit barn at få hjælp
     www.break-up.dk kan dit barn få hjælp til sit nikotin BREAK-UP. Sitet henviser til Stoplinien, hvor det er muligt at få gratis, anonym rådgivning. Stoplinien kan kontaktes på 80 31 31 31. Eller send en SMS med teksten BREAKUP til 1231, så bliver du ringet op af en rådgiver inden for 1-3 dage.

  • Det er også muligt at få gratis hjælp ved at downloade app'en KVIT.

Mere information

Se filmen: Sådan skader nikotin børn og unges hjerne" på Videns Rådets hjemmeside.

Læs mere om unge og nikotin på sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om at blive røg- og nikotinfri her på stevns.dk og se Stevns Kommunes tilbud om f.eks. nikotinstopkurser mm.

World No Tobacco Day

Kampagnen er en del af Stevns Kommunes nikotinforebyggende arbejde i anledning af World No Tobacco Day den 31. maj 2025. Årets tema er "Unmasking the Appeal", som fokuserer på at afsløre tobaksindustriens strategier for at gøre deres produkter attraktive for unge.

Læs mere om World No Tobacco Day på WHO's hjemmeside.