Du er her

Stevns Musikskole

Hvad vil du spille på? Stevns Musikskole byder på mange muligheder og fælles for dem er, at du kommer med i et fællesskab fyldt med fede oplevelser. Du kan få undervisning alene eller du kan gå på et hold sammen med dine venner.

Stevns Musikskole prioriterer bands og orkestre højt og ambitionen er, at alle elever oplever at spille sammen med andre.

Find musikskolen på Facebook.

Hvad kan jeg gå til til i Musikskolen?

Fold alle ud
  • Cello

    Strygerfamilien består af violin, bratsch, cello og kontrabas. Violin, bratsch og cello er de mest almindelige begynderinstrumenter.

    Instrumenterne fås i forskellige størrelser, så børn kan begynde at spille allerede fra de er 5-6 år og sammenspil er vigtigt helt fra begyndelsen.

    Vi tilråder at begynde at spille strygeinstrumenter i en tidlig alder.

    Når eleverne har nået at vist instrumentalt niveau, får de tilbud om at deltage i musikskolens strygeorkester, som er sammenspil for violin, bratsch, cello og kontrabas.

    Underviser: Maria Bisgaard

    Maria er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med diplomeksamen i cello, og siger om sin undervisning: 

    'Jeg synes, det er vigtigt, at eleverne lærer at spille med en sund og afspændt teknik med god klang og intonation. I undervisningen tager jeg udgangspunkt i elevens behov og interesser'.

  • Elbas

    Hvis du tror, at elbassen er en kedeligere udgave af en elguitar, tager du grueligt fejl. Hvis du derimod tænker, at bassen er det instrument, der lægger bunden i musikken og at den, der spiller den, derfor er den mest funky i bandet, ja, så er du på rette vej.

    Når du spiller bas, er du den, der binder trommernes svedige rytme sammen med guitaristen og pianistens lækre akkorder. Du er simpelthen med lige dér i kernen, hvor det hele sker. Og selvfølgelig er der også mulighed for at tage et par skridt frem på scenen og imponere med en liret solo eller noget blæret slapbas!!!

    Bassen er et uundværligt instrument i stort set alt rytmisk musik; pop, rock, metal, jazz, reggae osv., så der er altid noget at lave!

    Til undervisningen vil vi beskæftige os med grooves, teknik, forskellige stilarter, nodelæsning og im og improvisation, og du kommer til at spille musik, sammen med musikfiler/CD helt fra begyndelsen.

    Underviser: Anders Hellborn

  • Elguitar

    Kan du hele Guitar Hero udenad, så er det måske på tide, at du prøver kræfter med en rigtig el-spade.

    Undervisningen tager fortrinsvis sit afsæt i det klassiske rock-repetoire, men med udgangspunkt i dine ønsker, kan vi brede os ud over alle stilarter. Du lærer akkorder, de fede riffs og guitarsolo, så du hurtigt er rustet til at spille i band. Senere snakker vi om lyd, teknik og når du kommer længere, arbejder vi med teori.

    Lærerne er selv aktive på landets livescener, konservatorieuddannede og kan føre dig hele vejen fra begynder-niveau til Orange Scene.

    Lærernes favoritter:

    • Jimi Hendrix
    • Van Halen
    • Eric Clapton
    • Stevie Ray Vaughan

    Undervisere er Rasmus Allin og Ask Kjærgaard

  • Guitar

    Ask siger om guitarundervisningen:

    'Jeg spiller på (næsten) alt, der har strenge, akustisk guitar, el-guitar, banjo, pedal-steel guitar, lap steel guitar m.fl.. I mine timer er udgangspunktet dog akustisk guitar.

    For begyndere er det vigtigt for mig, at vi med enkle redskaber kommer hurtigt i gang med at spille numre sammen. Jeg kan godt undervise i noder, hvis du ønsker det, men foretrækker at starte med ”tabs”, som er en meget let forståelig notationsform til guitar. Vi skal bl.a. lære akkorder, melodispil og enkelt fingerspil og plekterteknik.

    For de mere øvede arbejder vi med numre af en højere sværhedsgrad, samt udtryk, dynamik og improvisation. Jeg spiller gerne musik fra mange forskellige genrer, såsom klassisk, folk, country, rock, pop, blues og alt, der giver mening at spille på en akustisk guitar.

    Hvis du ønsker at spille sammen med andre guitarister, kan du være med i et af guitarorkestrene. Her er der fokus på sammenspillet, og på at øve sig i at lytte til helheden og ikke kun sin egen stemme, sådan så vi fremstår som en sammenspillet enhed, når vi skal ud og spille koncerter for et publikum. Jeg kan godt lide at spille traditionelle numre for guitarorkester, men holder også meget af at eksperimentere og at spille mere utraditionelle numre, som ikke normalt bliver fortolket på akustisk guitar.'

    Undervisere er Ask Kjærgaard og Rasmus Allin

  • iJam - musik på iPad

    Lær at skabe musik på iPads sammen med andre.

    På iJam holdet skaber du musik sammen med andre, og det hele foregår på iPads, keyboards og launchpads.

    Du lærer at lave beats, baslinjer og melodier, og hvordan du bygger numre op og sætter de forskellige dele sammen.

    Vi bruger enkle apps, som du også kan hente til din egen iPad og på den måde arbejde videre med tingene derhjemme.

    Der er iPads på musikskolen, du kan bruge på iJam-holdet.

    Du kan også medbringe din egen iPad, du skal dog installere de apps, vi bruger på holdet, og det koster ca. 100 kr. Læreren kan give dig en liste over apps, som skal installeres.

    Holdet sammensættes af minimum 3 elever, og vi underviser i 60 minutter. Der er 34 lektioner i løbet af en sæson.

    iJam undervisningen foregår i musikskolens lokaler på Egestræde 14 i Store Heddinge.

  • Klaver

    Klaver er et fantastisk instrument til alle aldre og alle genrer.

    Vi spiller både efter noder og becifring og efterhånden kan du specialisere dig indenfor forskellige genrer. Flere gange om året er der fællestimer og sammenspilsdage, både for nybegyndere og viderekommende. Klaverelever har også mulighed for at akkompagnere sangere eller spille sammen med andre instrumenter; f.eks. violin, saxofon m.fl. 

    Undervisningen kræver, at der er klaver i hjemmet (keyboard kan ikke bruges). Klaverlærerne vil gerne være behjælpelige med køb af instrument.

    Vi tilbyder både klaverundervisning som ene- og holdundervisning.

    Undervisere er Birte Rasmussen, David Lau Magnussen og Morten Puper

  • Sang & Sangskrivning

    Tilbud til alle, der elsker at synge. Musikskolen tilbyder sangundervisning fra 3. klasse og opefter.

    Sanghold

    Sanghold er for elever i 3.og 4.klasse. Vi synger nye og gamle sange og nogle gange flerstemmigt.

    Varigheden afhænger af holdstørrelsen: Hver elev betaler for 15 minutters undervisning pr. uge og sættes sammen på hold (minimum 2). Dvs. børnene vil modtage mindst 30 minutters undervisning om ugen.

    Underviser: Agnes Bjerregaard

    Sangskrivning

    Sangskrivning er mange ting; en god og fængende melodilinje, en tekst som har noget på hjerte, et pjattet omkvæd osv. I sangskrivning skal vi arbejde med dine idéer og skitser, så du bliver hurtigere til at komme frem til det rigtige resultat.

    Hvis du er sanger kan vi også arbejde med, at du lærer at akkompagnere din sang på klaver eller guitar.

    Underviser er Morten Puper

    Solosang

    I sangundervisningen, lægger vi vægt på, at du som sangelev udvikler en sund og naturlig sangstemme. Vi arbejder med sangteknik i form af støtte, vejrtrækning, stemmefunktioner, afspænding m.m. og her igennem opbygger du en større bevidsthed om sammenhængen mellem din krop og stemme. Tekstforståelse og fortolkning spiller en væsentlig rolle i sangfaget, ligesom det musikalske aspekt får lov at fylde i sangtimerne.

    Vi arbejder med færdigheder indenfor nodelære, hørelære, improvisation, harmonisk forståelse og rytmiske sans, samt med mikrofonteknik med henblik på at optræde for et publikum. Repertoiret tilpasses den enkeltes muligheder i en genremæssig bredde indenfor den rytmiske musik (pop, rock, R'n'B, musical, jazz m.v.) og der opfordres desuden til at eleven selv tager aktivt del i valget af sange.

    Frem for alt, skal det være sjovt at synge og en god oplevelse!

    Agnes siger om undervisningen: 

    'Jeg starter altid der, hvor du er og med det, du har lyst til. Teknik kan lærers, men lysten til at synge kommer indefra, og det er det jeg arbejder ud fra'.

    Sangundervisning tilbydes som solosang fra 5. klasse, alternativt tilbyder musikskolen sanghold for elever i 3. og 4. klasse.

    Underviser er Agnes Bjerregaard
     

  • Saxofon & Klarinet

    Daniel siger om undervisningen:

    'Jeg synes, det allervigtigste er, at det er sjovt at spille musik! Og meget gerne sammen med andre, så mit første mål er altid, at mine elever skal lære de ting, der skal til for at være med i et band. Jeg spiller selv meget jazz, hvor det gælder om at improvisere og bruge ørerne i stedet for at læse noder, så det vil jeg også gerne arbejde med - improvisation og hørelære - og ellers spiller vi alt muligt  forskelligt: Jazz, rock, klassisk, pop'.

    Underviser: Daniel Nielsen

  • Trommer

    Vil du styre slagets gang?

    Med trommer er  der flere undervisningsmuligheder.

    Hold

    Holdet sammensættes af minimum 2 elever og hver elev udløser 15 min. undervisning. Sammensættes holdet f.eks. af 4 elever, underviser vi altså i 60 min.

    Solo

    Du kan vælge soloundervisning i 25 eller 50 minutter pr. lektion.

    Undervisning foregår 34 gange i løbet af en sæson.

    Du kan ikke leje trommesæt af musikskolen.

  • Tværfløjte

    Tværfløjten er et smukt melodiinstrument, hvor du både kan spille selv og sammen med andre.

    Underviser er Grith Hansen-Schwartz
     

  • Violin

    Henrik siger om violinundervisning:

    'Vi sætter fokus på instrumentet og alt, hvad det kan bruges til: spille solo, spille sammen med andre, spille til dans og sang.

    Vi begynder med at spille på gehør for at ører, øjne, arme og fingre skal kunne lære at arbejde sammen. Senere kommer noderne til.

    Jeg begyndte selv at spille, da jeg var 8 og har nu spillet i 30 år. Hvis du øver dig lidt hver dag, kan du blive rigtig god og udviklingen går faktisk ret hurtigt, så du kan spille det, du vil'.

    Underviser er Henrik Jansberg

  • Rytmiko - musik og leg for børn i 0. og 1. klasse

    Musik og leg for børn i 0. og 1. klasse.

    I rytmiko laver vi musikalske lege, som styrker børnenes kropslige udfoldelse og rytmiske sans. Børnenes fantasi slippes løs, når vi spiller på instrumenter og improviserer sammen.

    Rytmikoundervisning foregår på hold med op til 12 elever og 2 tilknyttede undervisere. Musikskolen forsøger at oprette hold på skoler, hvor der er minimum 6 tilmeldinger.

  • Bandklub - for børn i 2. og 3. klasse

    Bandklub er et tilbud til børn i 2. og 3. klasse.

    Bandklubben fokuserer på det sociale, og det at spille og lave musik sammen. Du får prøvet at spille en masse forskellige instrumenter og en masse fede sange.

    Musikskolen forsøger at oprette bandklubber på så mange skoler som muligt. Undervisningen placeres umiddelbart efter skoletid.

    Det er gratis at gå i bandklub.

    Undervisere er Johannes Gissel, Morten Puper, Johnny Stage og Anders Hellborn

  • Byg et band 4. og 5. klasse

    Indholdet er på vej.

  • Klubben - fra 5. klasse

    Klubben - et fedt sted for alle unge fra 5. klasse og op.

    Klubben er åben hver tirsdag fra kl. 14.15-18.15 og alle er velkomne, bare du har lyst til at lave musik og kunst.

    I klubben kan du blandt andet:

    • Lære at lave musik på computer og iPad
    • Indspille sange i musikskolens studie
    • Lave et band med dine venner og lære at spille nogle fede numre
    • Male, tegne og meget mere i kunstværkstedet
    • Vi holder også beatkonkurrencer, filmaften, kunstudstillinger, koncerter og spiser pizza en gang imellem.

    Kom forbi med dine gode idéer og vær med i klubben - det er gratis, men du skal tilmelde dig.

  • Hvad koster det?

    Se de aktuelle takster her

    Betaling falder i 4 rater:

    • 1. rate: 1. oktober
    • 2. rate: 1. december
    • 3. rate: 1. februar
    • 4. rate: 1. maj

    Der udsendes girokort før hver forfaldsdato. Hvis du er tilmeldt eBboks eller PBS bliver opkrævningen sendt dertil.

    Rabat

    • Du får søskenderabat for den anden og efterfølgende søskende - 25 % pr. barn.
    • Du får rabat, når barnet går til flere fag - 25 % for andet og efterfølgende fag. Rabatten beregnes på de billigste fag.
       

Kontakt

Stevns Musikskole

Kirketorvet 2
4660 Store Heddinge
Mobil: 20 66 63 38

Sidst opdateret

21.09.2020