Planen er klar for Stevns Kommunes fremtid

Publiceret 21-11-2025

Kommuneplan 2025 er godkendt i kommunalbestyrelsen.

Erhvervsområder, bedre sammenhæng mellem naturområder og klimatilpasning. Det er blot nogle af fokusområderne i Stevns Kommunes nye plan for fremtiden.

Stevns er et fantastisk sted at leve, bo og arbejde. Det skal Stevns også være om 10, 20 og 50 år. Derfor er jeg utroligt glad for, at vi nu har planen klar for de kommende år, hvor vi bl.a. kommer til at fortsætte arbejdet med naturområder, klimatilpasning og at skabe de bedste betingelser for erhvervslivet. Jeg synes, vi har lavet en ambitiøs plan – Stevns er i gode hænder.
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester

Seks temaer 

Arbejdet med Kommuneplan 2025 fokuserede især på seks temaer: 

  1. Erhvervsudvikling
  2. Byudvikling
  3. Vedvarende energi
  4. Natur
  5. Drikkevand & skovrejsning
  6. Klimatilpasning 

’Kommuneplanen er jo det helt overordnede værktøj, som alle andre indsatser kommer til at ligge i slipstrømmen af i de kommende år’, forklarer Flemming Petersen, udvalgsformand i Udvalget for Plan, Miljø & Teknik og fortsætter:

’Vi kommer f.eks. til at fortsætte det meget målrettede arbejde med at skabe liv i de stevnske bymidter, ligesom vi har forholdt os til mulighederne for solceller i Stevns Kommune. Vi vil også beskytte det stevnske drikkevand bedre, bl.a. gennem skovrejsning eller anden natur på vigtige arealer. Og det er blot nogle af de mange indsatser, som hører til under de forskellige temaer. Det handler alt sammen om at styrke Stevns på de vigtige områder, som temaerne dækker over’.

Høring resulterede i ændringer

Inden Kommuneplan 2025 blev godkendt, havde den været i ni ugers offentlig høring og det gav pote, fortæller Flemming Petersen: ’Vi fik mange gode, konstruktive tilbagemeldinger under høringsperioden. Det har vi naturligvis taget til efterretning, ligesom det har ført til ændringer og præciseringer i kommuneplanen’.

Høringsperioden har affødt flere ændringer. Eksempelvis:

  • Tilføjelse af afsnit om hvordan vi ønsker at beskytte drikkevandet.
  • Sikring af Energinets og Forsvarets kabler og anlæg, især når vi bygger vedvarende energi og rejser skov.
  • Sikring af truede arter, landskabelige- og geologiske interesser, samtidig med at der f.eks. åbnes for nye skovrejsningsarealer

Planen offentliggøres

Selve Kommuneplan 2025 offentliggøres til december i år.

Herefter fortsætter arbejdet med de seks temaer i mange forskellige sammenhænge rundt om i Stevns Kommune.

Primo 2026 starter vi en proces op for den nye planstrategi.

Pressekontakt

Henning Urban Dam Nielsen
S:Borgmester
Flemming Petersen
S:Formand
O:Udvalget for Plan, Miljø og Teknik