Fælles indsats hjælper mennesker med psykiske udfordringer i job - og sparer millioner af skattekroner

Publiceret 15-01-2025

Sidst i 2023 fik Stevns Kommune 3,8 mio. kr. i støtte fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til et projekt, som skal hjælpe psykisk sårbare unge i job, og nu viser de første resultater sig.

Projektet er rettet mod unge, som allerede har en psykiatrisk diagnose og er i behandling samt unge, som viser tegn på psykisk mistrivsel. At få psykisk sårbare unge i job har sparet 14 sjællandske kommuner for 52,5 mio. kr.

Udvalgsformand for Udvalget for Job, Social og Fritid, Anette Mortensen er begejstret for projektet og de resultater, kommunen allerede kan se tegningen af nu:

Vi har at gøre med en gruppe unge mennesker, som ellers har svært ved at bevare kontakten med arbejdsmarked eller uddannelse og som derfor ofte falder ud med de menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser det kan have. Så hvis vi både kan hjælpe nogle mennesker til et bedre liv med selvforsørgelse og spare fællesskabet for udgifter til overførselsindkomster, er det virkelig glædeligt.

IPS-metoden

Metoden i projektet hedder IPS (Individuelt planlagt job og uddannelse med støtte), og den adskiller sig fra den traditionelle tankegang ved at have et sideløbende fokus på job og uddannelse og træning i sociale og personlige kompetencer, hvor man tidligere satte ind med træning i personlige og sociale kompetencer før job eller uddannelse kom i spil. Det sker i et tæt samarbejde mellem IPS-konsulent, psykiatri, socialpsykiatri og misbrugscenter.

’IPS er ikke en hurtig løsning. Det kræver tid at finde ud af, hvilken retning den unge skal tage. Vi skal sammen finde ud af, hvilke kompetencer der mangler og identificere den rigtige arbejdsplads eller uddannelse. Derfor er det afgørende med tålmodighed i processen. Vi skal have tillid til, at indsatsen gør en forskel og forstå, at resultaterne ikke kommer fra den ene dag til den anden. Det synes jeg, vi er lykkedes med’, fortæller afdelingsleder i Center for Borger & Arbejdsmarked, Susanne Birch Larsen.

På voksenområdet har IPS-metoden allerede givet meget positive resultater, hvor Stevns Kommune, sammen med 13 andre sjællandske kommuner, har arbejdet med IPS-indsatsen siden 2021. Det har udover at sikre flere borgere i beskæftigelse og uddannelse også sparet kommunerne for i alt i 52,5 mio. kr.

Vicedirektør i Psykiatrien Region Sjælland og formand for den styregruppe, der er ansvarlig for IPS, Dorthe Juul, ser et stort samfundsperspektiv i IPS-indsatsen:

’Vi kan være stolte af de fine resultater, som beror på en langmodig og kontinuerlig indsats samt tæt samarbejde mellem de deltagende kommuner og psykiatrien. En udbredelse af IPS til hele Danmark vil komme mange borgere til gode og formentlig også give samfundet en betydelig nettogevinst. Derfor er det også glædeligt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering understøtter en udbredelse af metoden, så der nu er ansat IPS-ambassadører i alle fem regioner’.

IPS-indsatsen i Region Sjælland er støttet af Den A. P. Møllerske Støttefond med 4.474.000 kr.

Fakta om IPS

IPS startede som et projekt, der skulle hjælpe personer med psykiatriske diagnoser tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse med udgangspunkt i den enkelte IPS-kandidats kompetencer, behov, og job-præferencer. Det sker i samarbejde med en fast IPS-konsulent, der mødes med kandidaten og hjælper med at lægge en plan, skabe de nødvendige kontakter og eventuelt støtte op undervejs.

Indtil nu har i alt 657 mennesker været igennem et IPS-forløb, og efter et år med IPS er 48,6 % af IPS-kandidaterne enten i job eller uddannelse.

Efter efter to år i IPS-forløb er tallet på 57,4 %. Til sammenligning er det cirka 26 % af de 19-64-årige som har psykiatriske diagnoser, der er i job.

Flere mennesker med psykisk sygdom i job eller uddannelse
IPS Sjælland - Psykiatri
Kom godt i gang med IPS

Anette Mortensen
S:Formand
O:Udvalget for Job, Social og Fritid
Susanne Birch Larsen
S:Afdelingsleder
O:Center for Borger & Arbejdsmarked
Dorthe Juul
S:Vicedirektør
O:Psykiatrien i Region Sjælland