Førstebehandling af Budget ’25

Publiceret 29-08-2024

Stevns’ kommunalbestyrelse har 1.-behandlet forvaltningens forslag til Budget ’25 samt overslagsårene 2026-2028. Da sagen var drøftet, blev budgettet helt efter normal praksis sendt videre til politisk forhandling.

Stevns Kommunes økonomi er et rigtig godt sted i forhold til de ting, vi selv kan styre. Det skyldes vores fokus på en sikker og ansvarlig daglig drift gennem lang tid. Det der presser vores økonomi, er det, som kommer ude fra i forhold til de økonomiske rammer og vilkår, vi får af regeringen til at drive kommunen.
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester

Partiernes ændringsforslag til budgettet skal være afleveret til forvaltningen senest den 23. september 2024, hvorefter budgettet godkendes endeligt på kommunalbestyrelsens møde torsdag den 10. oktober.

Politikerne går en vanskelig budgetproces i møde, for selv om regeringen og KL tidligere i år meldte ud, at dette års økonomiaftale ville give råderum til markante forbedringer i velfærden, så er dette ikke tilfældet i Stevns Kommune. Det skyldes primært, at kommunens finansieringsgrundlag er blevet dårligere samt et stort tab i grundskyld.

Kommunalbestyrelsen står derfor i de kommende uger overfor en stor opgave med at skabe et budget med den nødvendige balance mellem kommunens indtægter og udgifter.

Henning Urban Dam Nielsen
S:Borgmester