Tandpleje og skoletandlæge

Stevns kommunale tandpleje ligger på Store Heddinge Skole. Her kan du læse om tandpleje til børn og unge under 18 år, tandregulering og omsorgstandpleje.

Stevns Kommune tilbyder alle børn og unge i alderen 0-18 år et gratis og sammenhængende tilbud om forebyggelse og behandling af tandsygdomme samt tandregulering efter behov. Barnet optages automatisk i Tandplejen ved fødslen og første indkaldelse sker i 2-årsalderen. Derefter indkalder vi efter behov. Al behandling hos skoletandlægen er gratis.

Hvis dit barn har behov for et besøg på klinikken udover de regelmæssige indkaldelser, kan du blot ringe.

Du kan vælge en privatpraktiserende tandlæge med en egenbetaling på 35 %, hvis dit barn er under 16 år, og du ikke ønsker at benytte den kommunale tandpleje. Dette gælder også tandregulering. Henvend dig blot i tandklinikken.

Herudover tilbyder Stevns Kommune omsorgstandpleje til borgere med varig fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne eller hvis du har behov for daglig hjælp til din personlige hygiejne og mundhygiejne.

Værd at vide om tandplejen

Store Heddinge skole
Kronhøjvej 4
4660 Store Heddinge
Tlf.: 56 57 57 47

Åbningstider

Mandag kl. 08.00-15.00 Tirsdag kl. 08.00-15.00 Onsdag kl. 08.00-15.00 Torsdag kl. 08.00-15.00 Fredag kl. 08.00-12.00 Enkelte dage åben for fremmøde til kl. 17.00 efter aftale.

Telefontider

Telefontid mellem kl. 08.00-12.00 alle dage.

Ved akut behov for tandlægehjælp fra kl. 12:00-15:00 kontakt akut tlf. 30 68 44 29.

Tandklinikken holder åbent i skolernes vinterferie.

Sikker post

Sikker post til Tandplejen sendes via digital post med Att. Tandplejen

Hvis du har behov for tandlægehjælp uden for tandplejens åbningstid, så skal du gøre sådan:

  1. Kontakt en privat tandlæge
  2. Kontakt Tandpinevagten i Region Sjælland

eller

Oslo Plads 14 (ved Østerport Station)
2100 København Ø 
Tlf.: 35 38 02 51
info@tandvagt.dk  
www.tandlægevagten.dk

Børn er særligt udsatte for uheld, som medfører tandskader. Du skal tage udslåede tænder og større tandstykker med til tandlægen eller skadestuen.

Mælketænder

Vi sætter ikke en mælketand, som bliver slået helt ud, på plads igen, fordi de blivende tænder nemt kan blive beskadiget.

Blivende tænder

Du skal opbevare en udslået tand eller et tandstykke fugtigt på vej til tandlægen. En udslået tand må aldrig tørre ud, da en tør tand har meget svært ved at gro fast igen.

Vi kan ofte lime en tandkroner eller hjørner, der er knækket af i et stykke på igen.

Hvis et knækket hjørne er væk, kan tanden bygges op i tandfarvet plastmateriale, der har en god holdbarhed.

Hvis du har knækket en tand, kan tandens nerve være blottet. Derfor er det vigtigt at få dækket med fyldningsmateriale så hurtigt som muligt. På den måde har tanden størst mulighed for at overleve.

Opfølgende behandling er et kommunalt ansvar indtil det fyldte 18. år - også økonomisk. Herefter sker behandling af tidligere tandskader eller senfølger ofte på eget økonomiske ansvar. Det kan desværre være temmelig omfattende og behandlingerne er dyre. Derfor er det vigtigt at have en tidssvarende tandskadeforsikring - også for børnene.

Stevns Kommune tilbyder omsorgstandpleje, hvis du har varig fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne eller hvis du har behov for daglig hjælp til din personlige hygiejne og mundhygiejne.

Omsorgstandplejen omfatter:

  • regelmæssige tandlægebesøg
  • forebyggelse af huller i tænderne og andre lidelser i munden
  • behandling af huller og tilstande, som giver smerter eller gener

Ved første besøg undersøger vi munden og tænder/proteser. Vi aftaler også en plan for den evt. videre behandling og mundpleje. Heri indgår overvejelser om vi skal starte en behandling, og hvad du kan opnå af forbedring.

Ved behov søger vi at tilrettelægge evt. forebyggelse og behandling i samråd med dig, dine pårørende og plejepersonalet.

Du/dine pårørende og plejepersonalet kan få undervisning og træning i brug af hjælpemidler; f.eks. specielle tandbørster, tandprotese- og plejemidler mv.

Forventninger

Vi forventer, at du sammen med plejepersonalet og pårørende vil være med i overvejelserne ved planlægning og gennemførelse af behandlinger og mundpleje.

Målsætning

Omsorgstandplejen i Stevns Kommune ønsker at bidrage til din trivsel og velvære ved at:

  • fjerne tilstande i munden, som giver smerter eller andre gener
  • du kan tygge maden uden gener fra tænder og proteser
  • du ikke føler dig hæmmet på grund af tændernes udseende
  • bevare og forbedre din tyggeevne
  • al behandling foregår under hensyntagen til din almene tilstand

Det gør vi ved at:

  • undersøge dig mindst én gang om året
  • se dig oftere, hvis du har særlige tand-, mund- og proteseproblemer
  • samarbejde med dig og plejepersonalet om mundpleje
  • udføre nødvendig behandling af mund, tænder og tandproteser

Tilmelding

Bor du på plejecenter, kan plejepersonalet være behjælpelig med tilmelding.

Bor du i egen bolig, kan du rette henvendelse til hjemmehjælperen eller kontakte kommunens visitationsenhed. Kommunens visitationsenhed tager derefter stilling til, om du er berettiget til tilbuddet. Er du berettiget til omsorgstandpleje, vil du modtage en tilmeldingsblanket, som du afleverer til hjemmehjælperen/sygeplejersken eller sender til Visitationsenheden.

Omsorgstandplejen omfatter forebyggelse og nødvendig behandling.

Hvis du har spørgsmål til omsorgstandplejen eller ønsker mere information, kan du henvende dig til Visitationen i Stevns Kommunen eller det plejecenter, du bor på.

Tandlægerne følger dit barns tandstilling ved alle undersøgelse og vurderer, om der er behov for tandregulering. Det er fastsat ved lov af Sundhedsstyrelsen, hvilke tandstillingsfejl, vi kan tilbyde at rette.

Vi tilbyder behandling for tandstillingsfejl, der har betydning for dit barns bid og funktion på længere sigt.

Vi tilbyder aldrig behandling med baggrund i kosmetik.

Vurderer tandlægen, at der er behov, indkalder vi dit barn til visitation af specialtandlægen på tandklinikken på Store Heddinge Skole. Vurderer specialtandlægen, at en tandregulering kan gavne dit barn, henviser vi til behandling hos Specialtandlægerne i Roskilde.

Bøjlen bliver regelmæssigt kontrolleret i Roskilde, og du skal selv sørge for transport til og fra Roskilde.

Når du har bøjle på tænderne

Det er vigtigt, at du børster dine tænder grundigt, så der ikke kommer huller i tænderne.

Du bør spise sundt og undgå for meget sukker, da risikoen for huller i tænderne er langt større, når du har bøjle på.

Du bør holde dig fra hårde og seje ting, og passe godt på din bøjle.

Det er vigtigt, at du overholder mødetider og evt. afbud i god tid.

Hvis du ikke overholder samarbejdet, kan det blive nødvendigt at afbryde behandlingen. Hvis tandreguleringen afbrydes, eller I takker nej, kan Tandplejen ikke love at komme med et nyt tilbud senere.

Stevns kommune betaler for tandreguleringen, såfremt specialtandlægen vurderer, at du opfylder Sundhedsstyrelsens kriterier for behandling og er tilmeldt Stevns Kommunale Tandpleje.

Pas på dit barns tænder - det kan ikke selv. Det er vigtigt, at dit barn beholder sine mælketænder, til de falder ud af sig selv.

Det er vigtigt, fordi de:

  • holder pladsen for de blivende tænder 
  • hjælper dit barn med at tale
  • hjælper dit barn med at tygge
  • ser pæne ud

 Her kan du læse mere om tandpleje for de 0-6 årige

Takster for kommunale tandpleje og omsorgstandlæge 2024 2023
Omsorgstandpleje egenbetaling pr. måned 48,33 kr. 47,50 kr.
Specialtandpleje egenbetaling pr. måned Cirkulære Cirkulære
Børnetandpleje (0-15 år) egenbetaling pr. måned  Cirkulære Cirkulære

Generelt om tandpleje

Får du tandpine eller tandskader uden for tandlægernes normale åbningstid, kan du henvende dig til en tandlægevagt. Den kan være tilknyttet skadestuen eller være en klinik i lokalområdet.

Voksne kan frit vælge mellem alle  praktiserende tandlæger, som er godkendt af regionen til at yde tandlægehjælp.

Voksne over 18 år, skal selv betale for undersøgelse og behandling hos en praktiserende tandlæge. Dog vil unge i alderen 18 til 21 år der er født efter den 31. december 2003, vil have adgang til gratis tandpleje i børne- og ungdomstandplejen indtil de fylder 22 år.

Der bliver givet tilskud fra regionen til en række behandlinger.

  • undersøgelse
  • tandrensning
  • forebyggende behandling
  • behandling af huller (caries)
  • parodontitis
  • rodbehandling
  • tandudtrækning under lokalbedøvelse.

Bed om et skriftligt tilbud

Hvis en behandling vil koste over 2.500 kr., når tilskuddet fra regionen er trukket fra, skal tandlægen tilbyde et skriftligt overslag på prisen. Der er frit valg af tandlæge, og du kan skifte mellem tandlæger, alt efter hvilken behandling du ønsker (Priserne fremgår at sundhedsloven, og dette er gældende både for sygesikringsgruppe 1 og 2 ).    

Faste priser – sygesikringsgruppe 1

For patienter i sygesikringsgruppe 1 er prisen for nogle behandlinger fast mens der for andre behandlinger er et tilskud uden der er en fast pris som tandlægen må tage. Du kan se på dit sundhedskort, hvilken sikringsgruppe du er i, men langt de fleste borgere er i sikringsgruppe 1.

De faste priser og tilskud fremgår af bekendtgørelse om tilskud til behandling hos praktiserende tandlæge og er ens for alle klinikker.

Tilskud til tandlægehjælp og tandpleje bliver automatisk trukket fra regningen, før du betaler. Du får enten en procentdel af prisen eller et fast tilskud til en bestemt behandlingstype. Honorartabellerne indeholder de faste priser og tilskud, der er aftalt for voksentandplejen med den offentlige sygesikring.

Frie priser – sygesikringsgruppe 2

For patienter i sygesikringsgruppe 2 findes der ikke faste priser men der er samme tilskud som for sygesikringsgruppe 1. Du kan se på dit sundhedskort, hvilken sikringsgruppe du er i. De frie priser fastsætter den enkelte klinik, og tandlægens prisliste skal kunne ses i venteværelset.

Patienter i sygesikringsgruppe 2 får samme tilskud, som en patient i sygesikringsgruppe får til en tilsvarende behandling. Tandlæger og tandplejere fastsætter selv prisen for behandling. Hvis prisen på behandling overstiger tilskuddet fra regionen, skal du selv betale forskellen, når du er i sikringsgruppe 2.

Nogle steder bliver tilskuddet trukket fra regningen, og du skal selv betale resten af tandlægens honorar. Andre steder skal du først betale hele regningen, og du kan derefter få tilskuddet refunderet hos kommunen.

Modtager du kontanthjælp eller uddannelseshjælp?

  • 18- til 24-årige kan få tilskud til dækning af 100 procent af egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.
  • 25- til 29-årige, der modtager uddannelseshjælp, kan få tilskud til dækning af 100 procent af borgerens udgifter, som overstiger 600 kr.
  • 25-årige eller derover kan få tilskud til dækning af 65 procent af egne udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Priserne fremgår af Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik § 82 a.

Til tandbehandling foretaget af en autoriseret behandler i et EU eller EØS land, dvs. hele EU samt Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein, får du samme tilskud som i Danmark. Tilskuddet dækker de samme behandlinger, som er tilskudsberettigede i Danmark.

Der gives ikke tilskud til fx tandproteser eller kroner.

Udbetaling af tilskud

Ved tandlægebehandling i udlandet skal du selv betale det fulde beløb og derefter ansøge din region om at få tilskudsbeløbet refunderet.

Hvis du bliver behandlet af en tandlæge i udlandet, skal du huske at få:

  • en specificeret og kvitteret regning med dit navn samt adresse og personnummer påført
  • en beskrivelse af ydelsen
  • en kopi af eventuel lægehenvisning
  • dokumentation på, at den tandlæge du vælger, er offentligt autoriseret i det pågældende land.

Dokumentation skal være på enten dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk og regning sendes til din region. Husk at oplyse nummer på din NemKonto.

Læs mere om tilskud til tandlægebehandling i udlandet og find adressen på din region:

Læs også om tandlægebehandling i udlandet hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Alle børn og unge er omfattet af den vederlagsfri kommunale tandpleje, indtil de fylder 18 år. Unge, der fylder 18 år efter den 1. januar 2022 er dog omfattet helt indtil de fylder 22 år.

I de fleste kommuner foregår børne- og ungdomstandplejen på kommunale tandklinikker. I de mindre kommuner er opgaven oftest lagt over til privatpraktiserende tandlæger.

Hvis du har behov for at få en tid hos en tandlæge for dit barn, skal du kontakte din kommune og høre hvilket tandplejetilbud, du er omfattet af. Du kan også se på din kommunes hjemmeside, hvordan tandplejen er organiseret.

2-åriges første besøg

Normalt henvender tandklinikken sig til forældrene, inden barnet fylder 2 år for at aftale det første tandlægebesøg.

Under 16 år

Forældre til børn under 16 år skal selv betale 35 procent af udgiften, hvis de vil bruge en privatpraktiserende tandlæge frem for det kommunale tilbud. Du skal huske at give kommunen besked inden behandlingens start, hvis dine børn bruger en privatpraktiserende tandlæge.

16-21 år

Unge, der er fyldt 16 år kan selv vælge, om de vil bruge de kommunale tandklinikker eller en praktiserende tandlæge. Er de født før den 31. december 2003 er tandplejen gratis, indtil de fylder 18 år. Er de født efter den 31. december 2003 er tandplejen gratis, indtil de fylder 22 år. 

Det er vigtigt, at der gives besked til den kommunale tandpleje, hvis der skiftes til en privat tandklinik (privatpraktiserende tandlæge).

22-25 år

Du får større tilskud (65 procent af prisen) til regelmæssig undersøgelse, når du er 22-25 år. Voksne fra 26 år får 40 procent i tilskud.

Kommunerne skal tilbyde omsorgstandpleje til voksne borgere, der er tilmeldt folkeregisteret i kommunen, og som på grund af kronisk nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte det almindelige tandplejetilbud i voksentandplejen i praksis

Bopælskommunen kan opkræve en egenbetaling af borgere der er visiteret til omsorgstandpleje. Egenbetalingen prisreguleres hvert år og den maksimale egenbetaling for patienter i omsorgstandplejen er 610 kr. (2025).

Specialtandpleje

Kommunerne skal tilbyde specialiseret tandpleje (specialtandpleje) til borgere, der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som har en sindslidelse, er udviklingshæmmet, eller har cerebral parese, autisme eller sklerose og som har betydelig og varig nedsat funktionsevne, og derfor ikke kan benytte børne- og ungdomstandplejen, tandpleje i privat praksis eller omsorgstandplejen.

Bopælskommunen kan opkræve en egenbetaling af borgere, der er visiteret til specialtandpleje. Egenbetalingen prisreguleres hvert år og den maksimale egenbetaling for patienter i specialtandplejen er 2.280 kr. (2025).

Egenbetalingen reguleres i Cirkulæreskrivelse om regulering for 2025 af egenbetalingen i omsorgstandplejen, specialtandplejen mv. efter sundhedsloven.

På sundhed.dk kan du få overblik over besøg, som du har haft hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut m.fl. Oversigten viser de besøg, hvor det offentlige har ydet helt eller delvist tilskud til behandlingen. Du kan se oplysninger om konsultationer tilbage fra 2003.

Ønsker du at klage over din tandlæge, har du mulighed for at rette henvendelse til:

Ønsker du at anmelde en skade, er du velkommen til at kontakte

Klagemuligheder i udlandet

Reglerne for at klage over tandlægebehandling er ikke ens i alle europæiske lande. Hvis du vil klage over behandlingen hos en udenlandsk tandlæge kan du kontakte 'Forbruger Europa', som er den danske afdeling af en sammenslutning af europæiske forbrugerkontorer.

Forbruger Europa kan hjælpe dig med at finde ud af, om du kan klage over behandlingen, og hvor du skal klage.

Krav om erstatning

Når du klager og får medhold, kan du få en del eller hele din betaling for behandlingen tilbage. Ønsker du erstatning ud over tandlægeregningen på mere end 1.000 kr., skal kravet fremsættes hos Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring. 

Indhold fra borger.dk
Stevns Tandpleje
S:Kronhøjvej 4, 4660 Store Heddinge