Vaccination for pneumokokker

Date: 21. april 2020
Pneumokokker kan bl.a. føre til alvorlig lungebetændelse, og derfor har regeringen besluttet at tilbyde vaccination til alle +65-årige.

'Det giver rigtig god mening at vaccinere for pneumokokker, da vi dermed beskytter de mest sårbare borgere mod lungebetændelse, som er en alvorlig sygdom ikke mindst i disse coronatider', fortæller centerchef for Sundhed & Omsorg, Dorthe Kapler Holmboe.

Hun tilføjer:

'Lungebetændelse kan være livstruende, hvis man er ældre og har en kronisk sygdom, og Stevns Kommunes praktiserende læger står klar til at tilbyde vaccinen, så snart de modtager den i løbet af april måned'.

Nogle borgere prioriteres først

Vaccinationerne tilbydes i foråret til:

Beboere på plejehjem, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder.

Personer, der er fyldt 65 år, med:

  • kronisk lungesygdom 
  • hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
  • diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
  • kronisk leversygdom
  • kronisk nyresygdom.

Personer med særlig risiko for pneumokok-sygdom f.eks. manglende milt eller nedsat immunforsvar.

Børn med visse kroniske sygdomme.

Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering er i særlig høj risiko for invasiv pneumokok-sygdom

Borgere i disse kategorier skal henvende sig til deres egen læge med henblik på at blive vaccineret, hvis man ønsker det. 

Stevns Kommune vil spørge alle borgere på kommunens plejecentre og i hjemmeplejen, om de ønsker at blive vaccineret. Vaccinationsprogrammet starter den 22. april.

Øvrige borgere

Alle øvrige borgere over 65 år, samt borgere med kroniske sygdomme under 65 år, kan i samarbejde med egen læge blive tilbudt vaccinen til efteråret sammen med den almindelige influenzavaccine.

Kontakt

Dorthe Kapler Holmboe
Centerchef
Sundhed & Omsorg
Mobil: 20 59 92 11

Sidst opdateret

21.04.2020