Stevns Kommunes første veteranpolitik

Date: 12. oktober 2018
Stevns Kommune har fået sin første veteranpolitik.

Politikken skal sikre, at udsendte danskere anerkendes for den indsats de har ydet og bane vejen for, at kommunen arbejder mere målrettet med at håndtere de problemstillinger, der kan være omkring en veteran.   

’Det er et rigtigt godt initiativ, at vi nu får en egentlig veteranpolitik i Stevns Kommune. Vi skylder vores udsendte at anerkende deres indsats for Danmark og for verdenssamfundet. Og så skal vi være forberedte på at hjælpe de 5-10 % af veteranerne, der efter en udsendelse får behov for en eller anden form for støtte’, siger borgmester Anette Mortensen.

I øjeblikket er der 153 veteraner i Stevns Kommune, som f.eks. har været udsendt til Cypern og Balkan for 30-40 år siden eller har været på mission i Irak eller Afghanistan inden for de senere år. 

Stevns Kommunes nye veteranpolitik har fokus på at yde en hurtig, tværfaglig og helhedsorienteret indsats inden for følgende områder:

  • Job og uddannelse
  • Familien 
  • Boligsituationen
  • Genoptræning og behandling
  • Sundhed og misbrug
  • Forebyggelse af sociale problemer
  • Hjælpemidler

Veteranindsatsen foregår i et tæt samarbejde med Veterancentret i Ringsted og frivillige organisationer.

Støtteerklæring til Interforce

Udover en veteranpolitik har Stevns Kommune også besluttet at indgive en støtteerklæring til Interforce. Interforce er et samarbejde mellem Forsvaret, private virksomheder og offentlige myndigheder omkring Forsvarets brug af frivillige. Interforce arbejder for at forbedre forholdene for frivillige, der påtager sig en militær eller civil forpligtelse, når Forsvaret gør brug af dem.
 

Kontakt

Anette Mortensen
Borgmester
Tlf.: 56 57 50 10
Mobil: 22 94 04 33
Per Røner
Kommunaldirektør
Mobil: 21 70 04 21

Sidst opdateret

23.10.2018