Stevns får ny pris til de socialt ansvarlige virksomheder

Date: 10. december 2018
Når Stevns Erhvervsråd inviterer til erhvervstræf i det nye år, er der en ny pris på programmet: CSR-prisen Stevns, som gives til en virksomhed, der har taget et særligt socialt ansvar.

Corporate Social Responsibility (CSR) kendetegner bl.a. virksomheder, som tager et socialt hensyn til f.eks. sine medarbejdere – også udover det som lovgivningen foreskriver.

´Vi ønsker med den nye pris at anerkende de virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar. Virksomheder, som udover deres bundlinje også har overskuddet til at række ud til mennesker, som har behov for en hånd i ryggen’, udtaler Mikkel Lundemann Rasmussen, der er formand for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme og tilføjer:

’At kunne forsørge sig selv og være en vigtig del af samfundet er med til at give livet mening og retning for rigtig mange mennesker, og det gælder også mennesker, som har været på kanten af arbejdsmarkedet. De har måske ingen joberfaringer, kender arbejdsmarkedet dårligt eller har været ude af det længe. De kan have behov for hjælp til at se deres egne kompetencer og opleve, at der er nogen, som har brug for dem, og her har vi heldigvis et aktivt erhvervsliv i Stevns, som kan hjælpe dem’.

Hvem kan få prisen?

Stevns Kommune har besluttet disse kriterier som virksomhederne skal opfylde for at kunne komme i betragtning til prisen:

  1. Virksomheden giver mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en chance.
    a - Tager hensyn til særlige behov hos medarbejderen.
    b - Udviser stor rummelighed over for medarbejderen med udfordringer og en vilje til at investere i dem.
    c - Giver medarbejderen en følelse af at have værdi.
     
  2. Virksomheden bidrager til, at mennesker oplever positive forandringer i deres liv.
    a - Medarbejderen oplever at kunne bidrage med noget – og bliver anerkendt for det.
    b - Opmærksomhed på og villighed til at gøre lidt udover det sædvanlige.
    c - Støtter medarbejderen i at tage ansvar for eget liv.
     
  3. Virksomheden er beliggende i Stevns Kommune

Fakta

  • CSR-prisen Stevns uddeles fremover en gang om året i samarbejde med Stevns Erhvervsråd
  • Der nomineres tre virksomheder af Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd
  • Vinderen udpeges af bestyrelsen for Stevns Erhvervsråd
     

Kontakt

Mikkel Lundemann Rasmussen
Formand
Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme
Mobil: 21 46 89 99

Sidst opdateret

10.12.2018