Stevns er den mest ejendomsvenlige kommune på Sjælland

Date: 12. november 2018
Stevns Kommune kan for tredje år i træk bryste sig af at være Sjællands mest ejendomsvenlige kommune.

Stevns Kommune opkræver ikke dækningsafgift og byggesagsgebyrer. Samtidig skal boligejerne betale en relativ lav grundskyld. Det sikrer Stevns en 7. plads i undersøgelse om kommunernes ejendomsvenlighed. 

Stevns er gået fra en 13.-plads i 2017 til i år at indtage en 7. plads i Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed. Kommunen får særligt point for ikke at opkræve byggesagsgebyrer og dækningsafgift. Men kommunen honoreres også for deres relativt lave grundskyld på 21,52 promille. 

”At Stevns Kommune ikke opkræver dækningsafgift og byggesagsgebyrer viser, at kommunen er imødekommende over for erhvervslivet. Færre kommunale skatter og afgifter har en tiltrækkende effekt på ejendomsinvestorerne, og det skaber fundamentet for et lokalt erhvervsliv, der bidrager positivt til kommunekassen”, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Også Stevns Kommunes borgmester, Anette Mortensen (V), glæder sig over resultatet.

”Det glæder mig, at vi endnu engang er Sjællands mest ejendomsvenlige kommune, for det viser, at vi har fat i noget af det rigtige”, siger hun og fortsætter:

 ”Vi oplever da heldigvis også en rigtig positiv fremgang i vores bosætning. Om det så skyldes de tiltag, vi har gjort for at gøre det attraktivt at bygge og bo i Stevns Kommune, eller om det er fordi folk har fået øjnene op for, hvor fantastisk skønt der er i Stevns Kommune med unik natur, lang kystlinje og kort afstand til København, ja, det må stå hen i det uvisse”, siger borgmesteren med et smil.

Mindre kommuner slår landets største i ejendomsvenlighed

Mens Stevns klarer sig bedst på Sjælland, er det mindre fynske og jyske kommuner, der løber med sejren i årets undersøgelse. I år er det Assens, der kan kalde sig landets mest ejendomsvenlige kommune, tæt fulgt af Billund på andenpladsen og Lemvig på tredjepladsen.

De mindre kommuners topplaceringer hænger ifølge Ejendomsforeningen Danmark sammen med, at kommunerne langt fra de store byer er mere bevidste om, at gode rammebetingelser og service er vigtigt, hvis det lokale erhvervsliv og ejendomsmarked skal trives. Undersøgelsen viser for eksempel, at der alene på sagsbehandlingstiden er 400 mio. kr. at hente i årlige besparelser, hvis bare alle kom ned på 21 dage, hvor den 10. hurtigste kommune i dag ligger.

Generelt får de største kommuner en lav placering i undersøgelsen, hvor Aarhus Kommune indtager en 95. plads, København lander på 89. pladsen, efterfulgt af Odense på 63.-pladsen og Aalborg på 60. pladsen.

”Kommunerne omkring de større byer har en geografisk fordel, som let kan blive en sovepude, når det kommer til at tiltrække virksomheder, arbejdspladser og nye borgere. I vores undersøgelse kan man se, at især de mindre byer har forstået, at færre gebyrer, hurtigere sagsbehandling og lavere ejendomsskatter er med til at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst”, siger Jannick Nytoft. 

Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse viser, at det overordnet går bedre for ejendomsvenligheden set i forhold til sidste år. 11 kommuner har valgt at sætte dækningsafgiften ned, tre kommuner har sænket grundskylden, og to kommuner har fjernet byggesagsgebyret. Ejendomsforbrydelser, som indbrud, hærværk og brandstiftelse, er faldet med fem procent på landsplan. Modsat har 40 kommuner valgt at sætte byggesagsgebyret op, og byggesagsbehandlingstiden er steget med tre dage i gennemsnit.

Kommunerne vurderes ud fra følgende parametre:

  • Dækningsafgift
  • Grundskyld
  • Om kommunes private lejeboliger er reguleret eller ej
  • Sagsbehandlingstiden for byggesager
  • Byggesagsgebyrer
  • Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter.

Sidst opdateret

12.11.2018