Statsministeren har udskrevet Skolevalg 2019

Date: 21. januar 2019
Eleverne på de stevnske skoler er i fuld gang med at finde ud af, hvor de skal sætte deres kryds. Der er nemlig et valg i gang – Skolevalg 2019.

De stevnske skoleelever på 8. og 9. klassetrin fra Hotherskolen, Strøbyskolen og Store Heddinge Sko-le skal sammen med over 80.000 af landets øvrige skoleelever til stemmeurnerne, når Skolevalget 2019 finder sted den 31. januar 2019 (29. januar på Store Heddinge Skole). Forud for valget går et tre uger langt valgkampslignende undervisningsforløb, der understøtter flere Fælles Mål i samfundsfag.

’Jeg mener, det er vigtigt, at vores elever indgår aktivt i vores demokrati. Derfor vil jeg rette en stor tak til skolerne, de ansatte og ikke mindst eleverne for at deltage i Skolevalget’, siger Steen S. Hansen, formand for Børn, Unge og Læring og tilføjer:

’Skolevalget er netop en glimrende mulighed for, at eleverne på Stevnsskolerne stifter bekendtskab med demokratiske processer. Selve valghandlingen er jo det, de fleste mennesker forbinder med et demokrati, og det er derfor glædeligt, at vores folkeskoler kan være med til at give vores unge menne-sker et solidt fundament og en oplevelse, som udover den daglige undervisning, ruster dem til at tage del i vores demokratiske samfund’, siger Steen S. Hansen, formand for Børn, Unge og Læring.

Skolevalget er en autentisk gennemført valghandling, hvor eleverne får udleveret valgkort og stemme-sedler, og der bliver stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Formålet med undervisningsforløbet er at lære eleverne om demokratiske processer og ruste dem til at danne selvstændige meninger og politisk stillingstagen. 

Undervejs i forløbet skal eleverne orientere sig i 24 mærkesager og tage stilling til, hvilke tre de vil kæmpe for. Eleverne laver herefter kampagner for en eller flere mærkesager. Du kan derfor være heldig at støde på elevernes kampagner på de sociale medier, hvor eleverne vil dele deres budskaber for at skaffe opmærksomhed og opbakning. 

Alle partier, der var opstillingsberettigede til Folketinget pr. 1. november 2018, deltager i årets skolevalg, hvor de vil være repræsenteret via deres ungdomspartier. Når valgkampen går ind i sin sidste uge, vil de politiske partier vælge tre mærkesager, der herefter kommer til at udgøre grundpillen i deres partiprogram for Skolevalget. De tre folkeskoler får desuden besøg af et debatpanel bestående af en repræsentant for hvert ungdomsparti, og eleverne får til opgave at vurdere, hvilket parti, der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil stemme på.

Når stemmerne er talt op om aftenen den 31. januar, offentliggøres valgresultatet som del af en valg-aften på landsdækkende tv.
 

Kontakt

Steen S. Hansen
1. viceborgmester
Mobil: 31 51 37 79

Sidst opdateret

22.01.2019