Nye skraldespande til stevnsborgerne i 2020

Date: 29. november 2018
  • Kuber til plastic, metal og glas.

    Fremover skal plastic, metal og glas sorteres hjemme.

Stevnsborgerne skal sortere affaldet i seks forskellige typer fra maj 2020. Det får de tre nye skraldespande til, har Kommunalbestyrelsen nu besluttet.

’Affald er ikke kun affald, men er også en ressource, vi skal blive meget bedre til at udnytte af hensyn til de kommende generationer, som skal overtage efter os. Derfor er jeg rigtig godt tilfreds med, at vi har besluttet en ambitiøs plan, som bringer os op over de mål, som EU har sat for affaldssortering’, udtaler borgermester Anette Mortensen og tilføjer:

’Vi skal være i gang senest i 2023, men stiler altså efter at være klar med en ny ordning i maj 2020’.

Tre beholdere til seks typer affald

I dag har stevnsboerne to affaldsbeholdere: En til almindeligt restaffald og en til papir. De to beholdere får fremover et nyt ’familiemedlem’ i form af en tredje beholder. Alle beholdere er på 240 l og inddelt i to rum til:

  • Mad og restaffald
  • Papir og glas
  • Plastic og metal

Stevns Kommunes mål er at øge genanvendelsen af vores affald fra 27 til 53 %, hvoraf genbrugsstationerne skal bidrage med 7 %. Etageejendomme og tæt bebyggelse kan få større, fælles beholdere på såkaldte ’nær-genbrugsøer’.

Fin opbakning på borgermøde

I september inviterede Stevns Kommune til borgermøde om affaldsplanerne, og her var der rigtig fin opbakning til planerne – også selvom det forventeligt bliver lidt dyrere end nu.

’Da vi fremlagde vores idéer for de fremmødte borgere blev der sendt et klart signal fra salen. Nemlig, at det var vigtigere at komme i gang med at sortere vores affald, end at prisen stiger lidt. Det vidner for mig om, at stevnsborgerne er klar til at sortere og til at tage ansvar, for det er jo i bund og grund det, det handler om. At tage ansvar for vores fælles fremtid’, slutter Anette Mortensen.

Udover økonomi gav borgerne også udtryk for, at de kan være en udfordring for nogle med tre affaldsbeholdere på deres ejendom. At børnefamilier kan have behov for ekstra kapacitet, og at det er nødvendigt med tømning af mad- og restaffald en gang om ugen i sommerperioden.

Det har kommunen lyttet til, og taget med i den affaldsordning, som nu skal sendes i udbud.

Fakta

  • EU’s affaldsdirektiv foreskriver, at vi skal sortere vores affald senest i 2023
  • Udbudsproces ift. indkøb af beholdere og indsamlingsordning starter i 2019
  • Den nye affaldsordning skal starte den 1. maj 2020
  • Stevns får tre affaldsbeholdere til mad, almindeligt restaffald, papir, glas, plastic og metal.
  • Beholder til mad- og restaffald tømmes hver 14. dag – hver uge i sommermånederne
  • Beholder til papir og glas samt plastic og metal tømmes hver 6. uge
  • Pap skal fortsat afleveres på genbrugsstationen
  • De nuværende kuber til papir og glas udfases fra 1. maj 2020

Kontakt

Anette Mortensen
Borgmester
Tlf.: 56 57 50 10
Mobil: 22 94 04 33

Sidst opdateret

30.11.2018