Ny organisation for Stevns Klint Besøgscenter på vej

Date: 03. september 2021
Gravemaskinerne arbejder på højtryk i Boesdal Kalkbrud, så vi kan slå dørene op til det kommende besøgscenter for verdensarven til næste år.

Først skal vi dog etablere den organisation, som skal drive besøgscentret og overtage de opgaver, Verdensarv Stevns hidtil har udført.

Den proces skubbede kommunalbestyrelsen videre i går aftes.

’Verdensarv Stevns har løst deres opgave omkring verdensarven på fornemste vis, men sammen med Fonden Stevns Klint Besøgscenter ser vi en stor synergi i at koble formidling, udvikling og monitorering af verdensarven sammen. Det kommende besøgscenter og Boesdal Kalkbrud skal dermed være kraftcenter og portal ud mod hele verdensarvsdestinationen. Jeg har slet ikke ord for, hvor meget jeg glæder mig, til vi kan åbne besøgscentret’, fortæller borgmester Anette Mortensen.

Som led i etableringen af den nye organisation bag besøgscentret nedlægges Verdensarv Stevns og medarbejderne virksomhedsoverdrages til den nye organisation, Stevns Klint Besøgscenter ApS.

Samtidig med, at kommunalbestyrelsen satte gang i virksomhedsoverdragelsen af de ansatte i Verdensarv Stevns, godkendte kommunalbestyrelsen også den samarbejdsaftale, der formaliserer samarbejdet mellem Stevns Kommune og Stevns Klint Besøgscenter ApS.

’Vores opgave med at styrke, beskytte og bevare verdensarven er helt den samme som hidtil og den ændrer sig ikke. Den opgave skal vi nu tage vare på sammen med den nye besøgscenterorganisation med afsæt i forvaltningsplanen for verdensarven. Snart får vi en ny, vigtig formidlingsopgave i besøgscentret, og den opgave ser jeg meget frem til’, slutter Anette Mortensen.

Fakta – organisatorisk struktur for Verdensarven

UNESCO er øverste myndighed for verdensarven og stiller som krav, at der skal udarbejdes en for-valtningsplan. Forvaltningsplanen udstikker de formelle rammer for arbejdet med verdensarven.

Stevns Kommune er ansvarlig for forvaltningsplanen og for at følge op på den.

Stevns Klint Besøgscenter ApS driver besøgscentret.

Verdensarvskontoret (sekretariat), som er placeret under Stevns Klint Besøgscenter ApS, har ansvaret for den overordnede styring af forvaltningsplanen.

For at styrke medejerskab og samarbejde er der etableret et verdensarvsråd, som er det overordnede strategiske og koordinerende samarbejdsorgan. I rådet sidder repræsentanter fra Stevns Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen, Østsjællands Museum, Stevns Klint Besøgscenter, Lodsejerforeningen Stevns Klint Trampesti, Naturstyrelsen, Gjorslev Gods og Selskabet Højeruplund.

Under verdensarvsrådet er der tre rådgivende grupper:

Naturgruppen, som består af interessenter med viden om og interesse for naturen langs Stevns klint.

Geologisk referencegruppe, som rådgiver om geologisk forskning. Gruppen består af forskningsinstitutioner med aktiv forskning og/eller undervisning ved Stevns Klint.

Lokal referencegruppe, som rådgiver om lokale interesser. Gruppen består af lokalt forankrede organisationer og enkeltpersoner med interesse for verdensarvsarbejdet.

Kontakt

Anette Mortensen
Borgmester
Tlf.: 56 57 50 10
Mobil: 22 94 04 33

Sidst opdateret

03.09.2021