Lad os vise hvad vi kan!

Dato: 13. juli 2018
  • Stevns Fyr

    Fotograf: Steen Knarberg

Invitation til borgermøde om visionen for Stevns

Kære borger

I Stevns Kommune skal vi sammen skabe en vision med tydelig forankring i vores område. Derfor er det vigtigt, at du som borger spiller dig selv på banen og deltager i borgermødet ’Lad os vise, hvad vi kan!’.

I kommunalbestyrelsen efterspørger vi en vision, som fremadrettet fortæller, hvad vi stræber efter. En vision, som udfordrer nutiden og giver os retning og inspiration.

På borgermødet skal vi i fællesskab finde frem til nogle gode bud på vores vision, som udspringer fra os, der bor her. Senere i september samles vi i kommunalbestyrelsen og tager endeligt stilling til visionen. 

Ambitionen er høj: Lad os sammen vise, hvad Stevns kan!

Vi glæder os til at se dig.

Venlig hilsen
Anette Mortensen
Borgmester

Om borgermødet

Det bliver fire timer i et arbejdende værksted med gruppearbejde og gule post-its. Du husker at medbringe ja-hatten. Alle idéer er velkomne. I fællesskab fokuserer vi på potentialerne og sætter kursen for Stevns Kommune de næste 12 år.
Instituttet for Fremtidsforskning leder os igennem dagen og undervejs vil et professionelt panel udfordre og inspirere vores visionsarbejde.

Tid og sted

Borgermødet foregår lørdag den 18. august fra kl. 9 – 13. 

Vi starter med fælles morgenmad, og slutter dagen af med en sandwich.
Borgermødet bliver afholdt her i Stevns Kommune, men den præcise adresse afhænger af antallet af tilmeldinger. Alle tilmeldte modtager praktisk information og materiale om dagen direkte på mail.

Tilmelding

Tilmelding er nødvendig. Tilmelding skal ske til Lene Milner på lenemiln@stevns.dk senest søndag d. 12. august.
Venligst udfyld mail med navn, antal personer, der deltager og din mailadresse.

Sidst opdateret

28.07.2018