Kan Stevns Kommune få mere ud af luften?

Date: 07. november 2018
Stevns Kommune markerer den internationale Lungedag onsdag den 21. november mellem kl. 15.00 og 17.00 på Sundheds- og Frivillighedscenteret i Hårlev

Flere tusinde danskere kan få mere luft i hverdagen, hvis de får hjælpen til det. Alt for mange danskere går rundt og mister pusten, og slår det måske hen med dårlig form eller alder. Men åndenød, hoste, pibende vejrtrækning i mere end 2 måneder kan være tegn på en kronisk lungesygdom. Jo hurtigere man opdager en lungesygdom, jo mere kan man få ud af den luft, man har.

Derfor opfordrer Stevns Kommune sammen med Lungeforeningen danskerne til at få tjek på vejret og være mere opmærksomme på symptomer fra lungerne. Som borger i Stevns Kommune kan du på Lungedagen få målt din lungefunktion på Sundheds- og Frivillighedscenteret, Hovedgaden 46 i Hårlev.

I Danmark har op mod 600.000 danskere en kronisk lungesygdom, men alt for mange ved ikke, at de er syge. Udfordringen ved alle kroniske lungesygdomme, også de mere sjældne typer, er, at symptomerne kan virke harmløse, og man kan vænne sig til dem eller bortforklare dem med fx dårlig form eller alder.

- Det starter måske med, at man føler sig lidt forpustet, og med tiden mangler man luft til mere og mere. Eller hosten bliver skudt hen med ”det går nok snart over”. Men symptomer som fx åndenød og hoste i mere end 2 måneder kan være tegn på en kronisk lungesygdom. Jo hurtigere man opdager en lungesygdom, jo hurtigere kan man bremse sygdommens udvikling med rygestop, medicin og træning. Det handler om at få mest muligt ud af den luft, man har, siger direktør i Lungeforeningen, Anne Brandt.

Få et lungetjek på Lungedagen

En lungefunktionsmåling kan give en indikation på, om man er syg, og kan hurtigt afsløre, om der er behov for et besøg hos lægen. 

I Stevns Kommune kan du udover, at få målt din lungefunktion, også få information om symptomer på lungesygdomme, få en snak om røgfrihed, vejrtrækningsteknikker, træning og ernæring.

På Lungeforeningens hjemmeside under www.lunge.dk/lungedag kan du finde tid og sted for alle aktiviteter på Lungedagen.

FAKTA

Fakta om lungesygdomme hos børn og voksne

  • De to hyppigste lungesygdomme i Danmark er astma og KOL
  • Hvert år bidrager KOL til ca. 5.500 dødsfald
  • Omkring 600.000 danskere lider af en kronisk lungesygdom
  • Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år
  • Hvert 5. førskolebarn og hvert 10. skolebarn har astma 
  • Astma er den mest almindelige årsag til, at børn indlægges akut, og til at børn tager medicin

Kilde: Lungeforeningen, www.lunge.dk 

Test dig selv

  • Bliver du nemt forpustet?
  • Har du en pibende eller hvæsende vejrtrækning?
  • Hoster du?

Oplever du symptomer fra lungerne i mere end 2 måneder, kan det være tegn på en kronisk lungesygdom. Få målt din lungefunktion til Lungedagen eller hos din læge. 

Kilde: Lungeforeningen, www.lunge.dk
 

Kontakt

Denni Pedersen
Sundhedskonsulent
Stevns Kommune
Mobil: 20 25 21 74

Sidst opdateret

07.11.2018