Fire kendte tegnestuer giver bud på besøgscenter til Stevns Klint Verdensarv

Date: 12. december 2018
  • Luftfoto: Boesdal Kalkbrud

    Boesdal Kalkbrud.

Arkitektkonkurrencen til besøgscentret for UNESCO Verdensarv Stevns Klint i Boesdal Kalkbrud er netop gået i gang.

Fire markante tegnestuer kommer med hver deres bud på et besøgscenter i verdensklasse.

I oktober fik Stevns tilsagn om støtte på 80 millioner kroner til etablering af besøgscenter med formidling for verdensarven. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter med 50 millioner kroner, 15 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt 15 millioner kroner fra Augustinus Fonden.

I dag får fire tegnestuer konkurrenceprogrammet for besøgsenter Stevns Klint udleveret og konkurrencen skydes dermed officielt i gang. Det er stærke profiler, som kommer til at give deres bud på, hvordan besøgscentret i Boesdal Kalkbrud skal se ud.

De fire inviterede tegnestuer er: Dorte Mandrup A/S, entasis, Henning Larsen Architects A/S og Praksis Arkitekter.

Formanden for Fonden Stevns Klint Besøgscenter, Per Røner, er yderst tilfreds med de udvalgte konkurrencedeltagere.

'Det er nogle utroligt dygtige tegnestuer, der er blevet udvalgt, og vi har høje forventninger til de bud, de kommer med', siger Per Røner.

De fire tegnestuers meritter

Dorte Mandrup A/S er en sværvægter i verdensarvssammenhæng og har både tegnet Vadehavscenteret og besøgscentret for Ilulissat på kanten af den grønlandske isfjord, begge UNESCO verdensarvssteder. 

entasis har hovedindgangen til Zoologisk Have i København og Bornholms Madkulturhus blandt de bygningsværker, de er kendt for.

Henning Larsen Architects A/S står blandt andet bag tegningerne af Moesgaard Museum i Aarhus og Harpa Concert Hall i Reykjavik. 

Praksis Arkitekter har netop vundet konkurrencen på Den ny Maltfabrik i Ebeltoft og er nomineret til den prestigefyldte EU Mies Award 19 for Forskerboligerne i Carlsbergbyen. 

Konkurrenceform

På grund af den snævre tidsplan i projektet, har Fonden Stevns Klint Besøgscenter valgt en inviteret konkurrenceform.

'Vi har valgt netop disse fire, fordi de har vist, at de evner at skabe bygninger, der indpasser sig i landskabet med respekt for dets kvaliteter. De arbejder med stofligheden, så der bliver en naturlig sammenhæng mellem stedet og den bygning, de tilfører', forklarer Per Røner og fortsætter:

'Det har været en screeningsproces, hvor andre tegnestuer også er blevet vurderet. Kriterierne har været tydelige. De fire har erfaringerne og forstår denne type opgave. Derfor er vi også sikre på, at de er i stand til at gennemføre opgaven på højeste niveau, så vi får det besøgscenter i verdensklasse, vi drømmer om'.

I maj 2019 afgør bedømmelsesudvalget konkurrencen, hvorefter projektering og byggeproces går i gang. Besøgscentret forventes indviet i slutningen af 2021.

Fakta

Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarv i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 mio. år siden var medvirkende til at mere end 50 % af alt liv på Jorden uddøde, også dinosaurerne.

Boesdal Kalkbrud har været aktivt kalkbrud indtil 1978. I kalkbruddet står stadig Pyramiden, som blev brugt til opbevaring af knust kalk, en mindre tørrelade, samt resterne af to skaktovne.

Besøgscentret skal placeres nede i kalkbruddet, og skal tage hensyn til både udsigt oven for bruddet, bruddets form samt bygninger i bruddet.

Besøgscentret forventes indviet ultimo 2021.

Konkurrenceprogrammet kan ses nederst på www.fskbc.dk

Kontakt

Per Røner
Bestyrelsesformand
Fonden Stevns Klint Besøgscenter
Mobil: 21 70 04 21

Sidst opdateret

12.12.2018