Fællesskabsstafet på Stevns – vil I være med?

Date: 05. august 2020
Så kom til informationsmøde på Stevns Frivillighedscenter mandag den 17. august kl. 17.

Som et helt nyt initiativ er Stevns Frivillighedscenter og Stevns Kommune gået sammen om at lave en Fællesskabsstafet på Stevns. ”Vi trænger til at mødes igen og mærke vores fællesskab med hinanden, efter at vi nu i lang tid har været adskilt fra hinanden” siger formanden Johnny Andersen fra Stevns Frivillighedscenter. ”Vi vil også gerne bruge Fællesskabsstafetten til at vise de mange gode foreninger og fællesskaber, som vi har rundt omkring på Stevns. Og forhåbentlig give endnu flere lyst til at være med” tilføjer Yasmina fra Fritidsområdet. 

Stafetten, som er inspireret af succesen fra Slagelse Kommune i 2019, består af en depeche, som vandrer fra forening til forening, fællesskab til fællesskab. Stafetten starter fredag den 25. september kl. 16.30 i Stevns Frivillighedscenter i Hårlev. Undervejs vil der være forskellige fællesskabs-aktiviteter, hvor alle kan være med. Stafetten slutter igen onsdag den 30. september med et hyggeligt fælles arrangement.

”Ideen til stafetten opstod som en del af vores samarbejde omkring ’ABC for mental sundhed’, hvor vi sidste år havde stor succes med ’Stemmer på Stevns’”, siger Stine Rehn, sundhedskonsulent fra Stevns Kommune. ”I år vil vi gerne brede det endnu mere ud, og vi håber, at det bliver så stor en succes, at vi kan fortsætte med en Fællesskabsstafet de næste mange år” 

Første skridt i planlægning bliver et informationsmøde mandag den 17. august kl. 17.00 i Stevns Frivillighedscenter. Her vil alle interesserede blive inviteret til at høre mere om ideen og få mulighed for at melde sig til stafetten. Program for dagene vil blive annonceret i Stevnsbladet i starten af september.

kontakt

Stevns Frivillighedscenter
Tlf.: 61 13 12 74
Frivillighedsområdet
Tlf.: 29 29 32 95

Sidst opdateret

05.08.2020