Samarbejde over kommunegrænsen gavner virksomhederne

Dato: 09. august 2017
  • Rekruttering Køge Bugt

    Rekruttering Køge Bugt.

Mange virksomheder oplever, at det er svært at få fat i kvalificeret arbejdskraft. Det kan også være en jungle at finde rundt i diverse jobbanker, bruge de rette sociale medier eller vide hvilke budskaber, der fanger den rette kandidats interesse. 

Virksomheder, der leder efter den næste medarbejder, kan derfor få gavn af et nyt virksomhedsrettet samarbejde mellem Køge og Stevns Kommune. Samarbejdet har fået navnet ”Rekruttering Køge Bugt”, og bliver virksomhedernes professionelle sparringspartner, der hjælper med rekruttering og kompetenceudvikling af medarbejdere. Rekrutteringsgrundlaget er den ledige arbejdskraft på hele Sjælland.

Samarbejdet slår dørene op 15. august klokken 13, og får til huse på Campus i Køge.

Her bliver opgaven for Rekruttering Køge Bugt at rådgive virksomheder, der leder efter en ny kollega, eller ønsker at fastholde en god medarbejder. Rekruttering Køge Bugt hjælper med det praktiske rekrutteringsarbejde - og træder også til, hvis en kandidat eller en medarbejder mangler lidt på uddannelseskontoen for at matche jobbet i virksomheden.    

Køges Borgmester Flemming Christensen:

'Vi har stor glæde af at være et vækstcenter på Sjælland, og vi skal hele tiden lægge os i selen for at finde nye muligheder for vækst, trivsel og jobskabelse. Virksomhederne har mange jern i ilden - og med det fælles rekrutteringssamarbejde får virksomhederne én indgang til rekruttering og fastholdelse af medarbejdere - og det er vigtigt'.    

Stevns Borgmester Mogens Haugaard:

'Som kommune skal vi samarbejde så meget som muligt på tværs af kommunegrænserne - det kommer både borgere og virksomheder til gavn. Rekrutteringssamarbejdet er et godt eksempel på, at vi hele tiden er på udkig efter nye måder til at skabe vækst og udvikling – både for virksomheder og borgere'.

Kontakt

Rekruttering Køge Bugt er en fælles virksomhedsindsats for Stevns og Køge kommuner. 

Læs mere her på rekb.dk eller fang os på rekb@rekb.dk / 56 67 60 00.

For yderligere oplysninger om samarbejdet kan du også kontakte teamleder for Job- og Virksomhedsindsatsen Svend Gustavsen på 20 46 50 68.

Sidst opdateret

09.08.2017