Mød demenskoordinatoren på rådhuset

Dato: 03. april 2018
Nu kan du møde kommunens demenskoordinator i borgerservice.

I forbindelse med at Stevns Kommune, i samarbejde med Faxe og Køge kommuner, etablerer Østsjællands Demensrådgivnings- og Aktivitetscentre, udvides muligheden for at søge åben rådgivning hos kommunens demenskoordinator. Hver torsdag kl. 15-17, fra den 5. april, vil en af kommunens demenskoordinatorer, sidde til rådighed i borgerservice på rådhuset i Store Heddinge.

Stevns Kommune har, sammen med Faxe og Køge Kommuner, fået bevilget 2,9 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen til et demensprojekt, hvor målet er at etablere lokale demensrådgivnings- og aktivitetscentre. Kommunerne ønsker bl.a. at gøre en ekstra indsats for at opspore mennesker med en demenssygdom tidligt i deres forløb samt give borgere mulighed for at søge anonym rådgivning. 

'Med udvidelsen af rådgivningstilbuddet, får borgerne mulighed for at komme direkte til os fra gaden, hvis de ønsker hjælp. Vores ønske er, at vi ved at sidde i borgerservice hver torsdag, bliver mere synlige for borgerne og samtidig kan styrke samarbejdet med f.eks. jobcenter, så indsatsen for borgere med demens og deres pårørende opleves som et sammenhængende forløb', siger demenskoordinator Line Henriksen.

Udvidelsen af rådgivningstilbuddet, er det første af flere tiltag, der i forbindelse med projektet, startes op i Stevns Kommune. I løbet af 2018 og 2019 vil projektet løbende i gangsætte nye aktiviteter og tilbud i alle tre projektkommuner, som alle borgere med demens og deres pårørende er velkomne til at benytte.

Kontakt

Line Henriksen
Demenskoordinator
Tlf.: 56 57 52 08
Sandra Mundus
Projektleder
Mobil: 24 90 11 34

Sidst opdateret

03.04.2018