Stevns Kommune har fået et nyt plejecenter. Solhaven ligger i Store Heddinge. Vi slår dørene op for de første ti boliger den 1. december og glæder os til, at borgerne flytter ind.
Solhaven rummer i alt 40 boliger, som vi forventer, at borgerne flytter ind i over det næste års tid.
Med indvielsen af Solhaven har vi nu et stort antal plejeboliger i alle de fire udviklingsbyer i Stevns. Det giver vores ældre borgere mulighed for at nyde deres otium tæt på de områder i Stevns, hvor de føler, at de hører til. Derfor er jeg utroligt stolt af, at vi er kommet i mål med projektet, som har taget lidt længere tid, end vi kunne have ønsket. Men det er det hele værd.
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester
De første beboere flytter ind
Indvielsen markerer medarbejdernes første arbejdsdag og det var en glad flok, som var med til festlighederne, hvor de kunne høre taler af Adm. direktør Ole Jacobsen, DAB-Lejerbo, borgmester Henning Urban Dam Nielsen, udvalgsformand Tim Christensen og direktør Sami Stephan Boutaiba.
Nu har medarbejderne og plejecenterleder Rikke Riedler Hansen en lille måneds tid til at lære hinanden at kende, planlægge de gode arbejdsgange og lægge kimen til den hverdag, som mange ældre stevnsborgere forhåbentlig kommer til at nyde godt af.
Og i starten af december forventer Solhaven, at de første beboere flytter ind i de moderne, lyse og hyggelige omgivelser.
Åbent hus
Skulle der nu være flere stevnsboer, som nysgerrigt ser mod Solhaven, så har man faktisk rig mulighed for at betragte de spritnye faciliteter på nærmeste hold.
For allerede torsdag d. 6. november holder Solhaven åbent hus fra klokken 12:30 til 14:30, hvor alle borgere har mulighed for at komme forbi, hilse på personalet og få en rundvisning på plejecentret.
Solhavens adresse er Stevnshøjvej 100, 4660 Store Heddinge
Pressekontakt