Mere genkendelighed for Stevns ældre borgere

Publiceret 03-10-2024

Velkendte ansigter og ensartet pleje for den enkelte borger. Det er målet med ny sammenlægning af hjemme- og sygeplejen i Stevns.

Stevns sygeplejersker, SoSu-hjælpere og -assistenter på udeområdet er blevet organiseret i faste tværfaglige teams. Fra september 2024 har Stevns nemlig fået lokale hjemme- og sygeplejeteams i stedet for at de forskellige faggrupper var fordelt i hver deres fagopdelte enheder.

Stevnsborgere, som får besøg af hjemme- og sygeplejen, vil i højere grad møde velkendte ansigter takket være de nye teams. Det giver både mening for borgerne, fordi der ligger en tryghed i at lukke velkendte ansigter ind i hjemmet, og for medarbejderne, som får bedre mulighed for at samarbejde på tværs af faggrænserne i deres nye teams.
Tim Christensen, formand for Udvalget for Sundhed og Ældre

Styrket tværfaglig koordination

Det er ikke kun borgerne, som får glæde af de faste tværfaglige teams. Det tværfaglige samarbejde styrkes og den faglige kvalitet øges, når sygeplejerskerne arbejder i samme teams med social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.

’Vores plejepersonale får nu bedre muligheder for at snakke sammen om arbejdet i hverdagen’, fortæller Tim Christensen formand for Udvalget for Sundhed og Ældre. Udvalgsformanden uddyber:

’Når personalet rykker tættere sammen, giver det bedre muligheder for at vende opgaverne og samtænke løsningerne, så de samme opgaver i højere grad løses ens af alle. Samtidig vil det blive nemmere at se, hvor opgaver kan tænkes sammen. Hvis Fru Hansen får besøg af en sygeplejerske, som skal give hende medicin, kan sygeplejersken samtidig hjælpe Fru Hansen med sårpleje, i stedet for at SoSu-assistenten skulle komme senere på dagen for at løse den opgave.’

Tættere samarbejde på tværs af organisationen

De nye faste tværfaglige teams kommer også til at arbejde tættere sammen med visitationen og den rehabiliterende terapeut. Samarbejdet kommer blandt andet til udtryk ved at visitatorerne og den rehabiliterende terapeut får faste arbejdsdage i hjemme- og sygeplejegrupperne. Det tættere samarbejde giver blandt andet bedre muligheder for at styrke faggruppernes faglighed og at personalet kan handle hurtigere på ændringer i borgernes behov.

Der er nu to teams i hver af de fire hjemme- og sygeplejegrupper samt et niende team med specialistfunktionerne.

Den nye organisering trådte i kraft i starten af september 2024.

Kontakt

Tim Christensen
S:Formand
O:Udvalget for Sundhed og Ældre