Stevns har på 10 år øget andelen af besøgende ved Stevns Klint med 150 %

Publiceret 19-06-2024

I 2013 – dengang Stevns Klint endnu ikke var UNESCO Verdensarv – var der anslået 100.000 besøgende ved Stevns Klint om året. 10 år efter lagde 250.000 mennesker vejen forbi Stevns Klint.

Helt præcis lagde 250.678 vejen forbi Stevns Klint i 2023. De mest besøgte perler på Stevns Klint er 1) Højeruplund med 73.799 besøgende, 2) Stevns Fyr med 61.961 besøgende samt 3) knap 43.000 gæster i Stevns Klint Experience.

Stevns Klint.

Siden UNESCO-udpegningen i 2014 har vi arbejdet målrettet med at udvikle vores tilbud til turister. Vi lagde en ambitiøs plan for udvik-lingen langs klinten og det glæder mig, at vi er lykkedes. Vi er ikke i mål, men vi er kommet langt på 10 år.
Anette Mortensen, formand for Udvalget Job, Social og Fritid

Hun tilføjer:

’Når jeg synes, vi er lykkedes, skyldes det tre ting. Vi lagde en overordnet strategi for udviklingen langs klinten, og herunder har vi arbejdet målrettet med formidling og wayfinding. Så har vi arbejdet med den større fortælling om verdensarv og kold krig samt kvaliteten i de oplevelser, der er langs klinten. Her er Stevns Klint Experience selvsagt vores flagskib. Til sidst har vi arbejdet med tilgængeligheden til oplevelserne. Først havde vi Klintebussen, som nu er afløst af Andels gratis elbus. Der er kommet mulighed for at leje en cykel og så har vi taget de første skridt til at gøre Trampestien mere etapeopdelt, så gæsterne ikke er afhængige af at skulle gå meget langt. Alt det mener jeg er med til at gøre Stevns til et mere attraktivt sted at besøge’.

Besøgstallene for Stevns Klint er et estimat baseret på opsatte tællere langs klinten samt billetter og p-billetter fra de store besøgssteder.

Eva Rose Waldorff er verdensarvskoordinator og følger dagligt med i trafikken langs Stevns Klint:

’I 2020 toppede besøgstallet med 300.000 gæster ved klinten, men det var under corona-pandemien, hvor en stor del af danskerne havde et behov for at komme ud i det fri. Siden er besøgstallet faldet lidt, men det tyder på, at det nu ligger stabilt mellem 240-260.000. Det bliver spændende at følge med i, om det holder ved’.

På tærsklen til sommerferien glæder vi os til at byde velkommen til Stevns Klint og alle seværdighederne langs klinten. Læs meget mere på stevnsklint.dk.

Anette Mortensen
S:Formand
O:Udvalget for Job, Social og Fritid
Eva Rose Waldorff
S:Verdensarvskoordinator