Stevns Kommune ansætter chef til nyt center

Publiceret 31-03-2023

Den 1. maj ser et nyt center dagens lys i Stevns Kommune: Erhverv, Kultur & Turisme. Chef for det nye center bliver Per Egedal Iskov, som kommer fra en stilling som enhedschef i Region Hovedstaden.

Der venter Per en vigtig opgave, når kræfterne skal samles i det nye center. Vi etablerer bl.a. det nye center, fordi vi vil styrke erhvervs- og turismeområdet, og med Per får vi en stærk leder til at stå i spidsen for opgaven. En opgave jeg glæder mig utrolig meget til at tage fat på sammen med Per.
Kathrine Seier Skaastrup, direktør

I det nye center, Erhverv, Kultur & Turisme placeres følgende fagområder: Erhverv, Kultur (herunder Stevns Fyrcenter), Turisme, Fritidsområdet (herunder foreninger og haller), Stevns Bibliotekerne, Stevns Musikskole og Frivillighedsindsatsen.

Per Egedal Iskov fortæller om sit nye job:

’Stevns er et område med et stort potentiale. Jeg har fra sidelinjen kunnet følge med i de meget spændende ting, som allerede er i gang, og tror på, at jeg sammen med de dygtige ledere og medarbejdere kan komme endnu videre. Det skal vi gøre i fællesskab og på tværs af fagområder, og det er en opgave, jeg glæder mig til’.

Fakta om Per Egedal Iskov

Per Egedal Iskov er 32 år og kandidat i International Studies fra Aarhus Universitet. Han kommer til Stevns fra Region Hovedstaden, hvor han har haft flere stillinger.

  • 2021-: Enhedschef i Region Hovedstaden med ansvar for sundhedsinnovation, klima, uddannelse og kultur
  • 2020-2021: Programchef i Region Hovedstaden med ansvar for uddannelse, kultur og finansiering
  • 2019-2020: PA for direktøren i Center for Regional Udvikling, Region Hovedstaden
  • 2017-2019: Udviklingskonsulent i Region Midtjylland

Hent billeder i høj opløsning via Skyfish.com

Kathrine Seier Skaastrup
S:Direktør
Per Egedal Iskov
S:Kommende centerchef