Det er på ingen måde et ønskescenarie at føre en sag mod egne borgere helt til højesteret. Omvendt er sagen så principiel, at vi har set os nødsaget til at føre den til ende, og vi har nu højesterets ord for, at arealet retmæssigt er Stevns Kommunes. Det er jeg tilfreds med.
Henning Urban Dam Nielsen, borgmester
Sagen kort
I forbindelse med udstykningen af et parcelhusområde, etablerede daværende Vallø Kommune et be-plantningsbælte mellem et parcelområde og et industriområde. Det beskyttende beplantningsbælte skulle skabe afstand mellem villa- og industriområde og ikke mindst fungere som et vildt voksende læhegn.
Tre grundejere har over tid indlemmet et samlet areal på 1.350 m2 i deres private haver, hvilket svarer til, at hver grund er blevet ca. 1/3 større. Arealet er i kommuneplanen udlagt som støj- og plantebælte, og da arealet er vildt voksende, er det først kommet til kommunens kendskab i 2013.
Stevns Kommune forsøgte først at afgøre sagen ved mindelig dialog, men det var ikke muligt, hvorfor sagen gik videre til retssystemet. Den blev først afgjort til kommunens fordel i byretten. Siden fik grundejerne medhold i landsretten, hvorefter Stevns Kommune søgte procesbevillingsnævnet om at få sagen ført i Højesteret, hvor den nu er endelig afgjort.
’Min retsfølelse på stevnsboernes vegne er intakt, så jeg er meget tilfreds, for det havde fået uover-skuelige konsekvenser, hvis vi havde tabt. Det ville have betydet, at vi nu skulle til at føre kontinuerligt tilsyn med alle vores kommunale arealer for at sikre vores ejendomsret, og det ville blive rigtig dyrt for de stevnske skatteborgere. Samtidig kan læbæltet nu genskabes til sin oprindelige funktion til glæde for virksomhederne og de beboere i området, som bor i 2. og 3. række til industriområdet’, udtaler Flemming Petersen, formand for Plan, Miljø og Teknik.
Sagen er principiel
Når sagen kunne nå helt til højesteret, er det fordi, den er principiel. For hvis nogen, vel vidende at et areal ikke er deres, i det skjulte kan tillægge det deres private ejendom (snighævd) og bagefter påkalde sig retten til arealet, har det betydning for alle offentligt ejede arealer i hele Danmark. Derfor er Kommunernes Landsforening også gået ind i sagen til støtte for Stevns Kommune.
Havde Stevns Kommune tabt sagen, ville det betyde, at kommunen måtte se sig nødsaget til enten at hegne offentligt tilgængelige arealer ind og forbyde adgang, eller føre hyppigt tilsyn med arealerne.
Stevns Kommune råder over 735 hektar jord med offentlig adgang til det meste, så det ville have store økonomiske konsekvenser.
Højesterets afgørelse
Højesteret slår i afgørelsen fast, at man under nærmere betingelser, som fastlægges i retspraksis, kan opnå ejendomsret til et areal ved hævd (ejendomshævd),hvis man har rådet over arealet i 20 år) Det følger af Danske Lovs 5-5-1..
Højesteret finder, at der som udgangspunkt ikke kan vindes ejendomshævd, hvis den rådende på det tidspunkt, hvor den pågældende begyndte at råde over arealet, vidste, at arealet tilhørte en anden, men at dette udgangspunkt kan fraviges, hvis det efter en samlet vurdering findes godtgjort, at den rådende i en periode på mindst 20 år (hævdsperioden) havde føje til at tro, at ejeren havde opgivet eller var indstillet på at opgive ejendomsretten til arealet.
Højesteret fremhæver, at villaejerne var bekendt med, at kommunen ejede arealerne, da de inddrog dem som en del af deres haver,, og at der ikke har været grundlag for at antage, at villaejerne i en periode på mindst 20 år har haf) efter Danske Lovs 5-5-1, t føje til at tro, at kommunen havde opgivet eller var indstillet på at opgive ejendomsretten til arealerne.
Højesteret lægger vægt på, at villaejerne let kunne have spurgt kommunen om, hvorvidt de kunne overtage ejendomsretten til arealerne, og at at kommunen ikke har haft
nogen anledning til at føre tilsyn med eller råde over arealerne, fordi formålet med arealerne var at adskille villaområdet fra industriområdet og derved beskytte beboerne i villaområdet mod støj og forurening mv.
Endelig tillægger Højesteret det betydning, at der ikke har været tilkendegivelser fra kommunen, som kunne opfattes sådan, at kommunen var indstillet på at opgive sin ejendomsret ,og at der således ikke kan være skabe en berettiget forventning hos villaejerne om, at kommunen var indstillet på at opgive ejendomsretten til arealerne.