Få alle de lovlige dronevideoer fra Stevns Klint

Publiceret 05-07-2022

Stevns Klint er et helt unikt sted på Jorden og mange ønsker sig flotte luftfotos af verdensarven på Stevns, men for at passe på mennesker og dyr, er det ikke tilladt at flyve med drone ved Stevn Klint. Derfor har vi fået optaget en række særligt kontrollerede dronevideoklip fra flotte steder ved klinten. Hent dem kvit og frit.

For at passe på fuglelivet og især vandrefalken er det forbudt at flyve med drone i det fredede naturområde ved Stevns Klint. Alle skal dog have adgang til videoklip af den smukke klint, og derfor har Stevns Kommune og verdensarvskontoret lavet særligt kontrollerede droneoptagelser med dispensation fra fredningsmyndigheden.

Fokus på falkene

Vandrefalken har gjort Stevns Klint til sit hjem.

De seneste år har den beskyttede fugl ynglet i verdensarvsområdet, og derfor er det særligt vigtigt at holde de farlige og forstyrrende droner væk fra den lille, lynhurtige luftakrobat.

Vi skal sikre fred og ro for mennesker og dyr ved Stevns Klint – ikke mindst vandrefalken, som vi har en særlig forpligtelse til at passe på. Derfor håber jeg, at mange vil tage godt imod vores dronevideoer, som jeg synes er blevet rigtig flotte.

Flemming Petersen, formand for Udvalget for Plan, Miljø og Teknik

De særligt kontrollerede droneoptagelser er et lovligt alternativ til alle, der ønsker sig flotte fotos af Stevns Klint set fra oven. Videoklippene kan hentes, bruges og redigeres, som du vil.

Oplev Stevns Klints perler fra luften

Højerup Gammel Kirke, Stevns Fyr og Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Det er blot nogle af de fantastiske perler ved verdensarven på Stevns, som du nu kan få dronevideo af.

Hent videoer og klip i vores onlinearkiv

Fugleobservatør sørgede for sikkerheden

De kontrollerede dronevideoer blev til i et samarbejde mellem Stevns Kommune og verdensarvskontoret i Stevns Klint Oplevelsescenter.

Videooptagelserne blev lavet med en lille støjsvag drone. Under alle optagelser var en erfaren fugleobservatør til stede, som sørgede for, at dronen kun var i luften, når der ingen fugle var i nærheden.

Projektet er gennemført efter dialog med Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening – Stevns og med dispensation fra fredningsnævnet.

Stevns Klint er fredet. Opsætning af drone er forbudt i hele fredningszonen og kan straffes med bøder på op til 2.000 kr.

Så hjælp os med at sprede ordet – lad dronen blive hjemme, nyd verdensarven og hent de professionelle optagelser hos os.

Flemming Petersen
S:Formand
O:Udvalget for Plan, Miljø og Teknik