Uhensigtsmæssig adfærd får bibliotekerne til at lukke tidligere

Publiceret 14-12-2022

Normalt er det muligt at besøge Stevns Bibliotekernes udlån alle dage fra 7-22. Men nogle unges adfærd år får nu biblioteket til at lukke tidligere.

Når kulden sætter ind og mørket falder på, søger flere ind i biblioteksrummene og opholder sig der – særligt i Store Heddinge og Hårlev. Men i de seneste uger har nogle unge i alderen 13-17 år udvist så uhensigtsmæssig en adfærd, at det har været til gene for andre biblioteksbrugere og er gået ud over inventaret i huset. Samtidig har det været nødvendigt at politianmelde et par af sagerne.

'Det er desværre ikke første gang det sker, så det er brandærgerligt. Vi glæder os jo over at have et tilgængeligt bibliotek i vores tre biblioteksbyer, som er til gavn for brugerne uden for den betjente åbningstid – det gælder også for unge. Så meget desto mere ærgerligt er det, når få ødelægger det for mange i sådan en grad, at vi må se os nødsaget til at indskrænke åbningstiden,' udtaler Bjarne Nielsen, formand for Udvalget for Arbejdsmarked, Erhverv, Kultur og Turisme.

De unges adfærd er til gene for bibliotekernes øvrige brugere, og kræver f.eks. ekstra rengøring, oprydning og gennemsyn af overvågningskamera. Beskæringen i den ikke-betjente åbningstid sker efter anbefaling fra SSP og det lokale politi.

Den nye, midlertidige åbningstid gælder fra fredag den 16. december, 2022:

  • Mandag: Kl. 7.00-17.30
  • Tirsdag: Kl. 7.00-16.00
  • Onsdag: Kl. 7-16.00
  • Torsdag: Kl. 7.00-17.30 (Store Heddinge dog til kl. 18.00)
  • Fredag/lørdag/søndag: Kl. 7.00-16.00

De nye åbningstider løber foreløbigt frem til den 15. januar.

Bjarne Nielsen
S:Formand
O:Udvalget for Arbejdsmarked, Erhverv, Kultur og Turisme