Referat

  • 123. Dagsorden - godkendelse

    Beslutning

    Godkendt.

     

  • 124. Godkend udbudsmateriale vedr. ny Stevnshal

    application/pdf icon stevns_8.0_-_leverance_resume_udkast_17.12.2019_0.pdfapplication/pdf icon stevns_7.0_-_funktion_udkast_17.12.2019_0.pdfapplication/pdf icon stevns_1.0_-_intro_udkast_17.12.2019_0.pdf

    Resume

    Der er udarbejdet udbudsmateriale til udbuddet for ny Stevnshal. Udvalget skal godkende dette.

    Indstilling

    Teknik og Miljø indstiller til AET, at

     

    1. udbudsmaterialet godkendes.

    Beslutning

    1. Godkendt.

    Sagsfremstilling

    I udbudsmaterialet placeres hallen i det byggefelt som AET har udpeget.

     

    Der laves et omvendt udbud på en totalentreprise, hvor entreprenørerne byder til en fastsat pris og konkurrerer om, hvor meget de kan levere. Targetprisen kan først fastlægges når en række omkostninger til byggemodning er kendte. Det drejer sig fx om omkostninger til flytning af transformerstation, elforsyning til eksisterende bygninger, gasledning, arkæologiske undersøgelser, tilslutning af kloakker og evt. regnvandsbassiner, etablering af parkering og vej.

     

    Der kræves en basishal som vedtaget af AET, der som minimum indeholder de faciliteter udvalget har ønsket. Desuden beskrives det, at der i tildelingen vil blive lagt vægt på, hvor mange af ønskerne på den prioriterede liste, der bliver opfyldt.

     

    Der ønskes en varmeløsning med jordvarme, der er forberedt til efterfølgende etablering af solceller.

     

    Der inviteres 4-5 entreprenører til at give tilbud.

     

    Når der er fundet et vindende tilbud indstilles dette til udvalget. Det er en betingelse i udbuddet, at vi har ret til at forkaste alle tilbud, hvis de ikke opfylder forventningerne.

    Økonomi

    Sagen har ikke uventede omkostninger for Stevns Kommune, da projektet gennemføres inden for den afsatte ramme.

  • 125. Planstrategi 2020

    application/pdf icon udkast._planstrategi_2020_21.12.2019_0.pdf

    Resume

    Planstrategi 2020 og Lokal Agenda 21-redegørelsen skal politisk behandles med henblik på, at strategien skal sendes i 8 ugers høring.

    Indstilling

    Politik & Borger indstiller til KB via DIR, SSU, PMT, BUL, AET og ØU, at

     

    1. Planstrategi 2020 & redegørelse for Lokal Agenda 21 godkendes.

    2. herunder at strategien sendes i 8 ugers offentlig høring fra mandag den 3. februar 2020.

    Social og Sundhed, 6. januar 2020, pkt. 123:

    Ad. 1

    5 medlemmer (A+V+C) anbefaler forslaget.

    2 medlemmer (N+Ø) tager forbehold frem til behandlingen i KB.

     

    Ad. 2

    Anbefales.

    Direktionen, 6. januar 2020, pkt. 2:

    Anbefales.

    Beslutning

    1. Et flertal bestående af Mikkel Lundemann Rasmussen (C)) Jacob Panton-Kristiansen (V), Thomas Overgaard (A), Line Krogh Lay (R) anbefaler indstillingen med følgende kommentar: Der tilføjes en formulering under ”ambitioner” vedrørende:” I Stevns kommune tager det lokale erhvervsliv et socialt medansvar.”
      Sejer Folke (Ø) tager forbehold indtil KBs behandling.
       
    2. Anbefales.

    Sagsfremstilling

    Kommunens planstrategi er toneangivende for den brede og langsigtede udvikling i kommunen og danner grundlag for den efterfølgende revision af kommuneplanen.  I Planstrategien kan Kommunalbestyrelsen præsentere visioner og ambitioner for kommunen og definere, hvilke retninger den strategiske og fysiske planlægning skal styre mod.

     

    Planstrategiens formål er således at styrke politikernes muligheder for at: 

    1) tilrettelægge en strategisk udvikling, der retter sig mod udfordringer, muligheder og styrker i kommunen

    2) vise retningen for kommuneplanlægningen

     

    Planstrategien skal udarbejdes hvert 4. år, men have et bredt og langsigtet fokus på gerne både 8 og 12 års sigte – eller endnu længere frem.  

     

    Planstrategien er første skridt i kommuneplanprocessen og indeholder den lokale Agenda 21-redegørelse for bæredygtig udvikling. Planstrategien gør det ikke alene, men den sætter retninger for vores videre arbejde – ikke kun i kommuneplanlægningen, men i lige så høj grad i øvrige initiativer og handlinger bredt i organisationen. Planstrategien udgør således grundlaget for kommuneplanrevisionen, men kan i lige så høj grad udgøre grundlaget for udarbejdelse af målsætninger og igangsættelse af konkrete initiativer på andre kommunale opgaveområder.

     

    Tidligere har planstrategien og den Lokale Agenda 21-redegørelse været adskilt i to dokumenter med hvert sit forløb, men af hensyn til at sikre helheden har dokumenterne siden Planstrategi 15 været samlet i en strategi.

     

    Planstrategi 2020 afløser Planstrategi 2015 og gælder fra Kommunalbestyrelsens vedtagelse, indtil der vedtages en ny planstrategi senest i 2023.

     

    Fuld revision

    I sidste valgperiode gennemgik kommuneplanen en fuld revision. Der ligger dermed allerede et godt og gennemarbejdet grundlag for selve planlægningen i kommunen. Derfor var der som udgangspunkt lagt op til, at kommuneplanen i denne omgang skulle gennem en delvis revision. Set i lyset af, at visions- og Planstrategiprocessen har været kørt i ét og samme spor, som medførte mange input, er det resulteret i en Planstrategi med et overordnet og strategisk fokus for hele Stevns Kommunes opgavevaretagelse. Derfor er det hensigtsmæssig alligevel at gennemføre en fuld revision af den kommende kommuneplan.

     

    Det er vigtigt at fremhæve, at det ikke betyder, at alt i kommuneplanen skal revideres. Hovedstrukturen fra den eksisterende kommuneplan bliver fastholdt og det bliver en revision, som er fokuseret på ændringer inden for de emner, der er benævnt i Planstrategiens revisionsbeslutning samt Planstrategiens 5 hovedtemaer og vision. Det betyder, at udover emnerne i revisionsbeslutningen, så vil der alene blive foretaget en række sproglige tilretninger og opdateringer i kommuneplanen, for at sikre en forankring af såvel Stevns Kommunes nye vision samt planstrategiens øvrige ambitioner.

     

    Af revisionsbeslutningen i Planstrategi 2020 indgår en nærmere gennemgang af emner i revisionen, hvoraf nogle er afledt af ændrede lovkrav.

     

    Proces

    Der har i de forløbne halvandet år været gennemført en integreret proces, som har haft til formål at etablere grundlag for både Stevns Kommunes nye vision og fokus for Planstrategi 2020. Det har været et bevidst sigte med processen, som har kørt i en række etaper, at tydeliggøre sammenhængen mellem vision og planstrategi.

     

    I første etape blev der gennemført en proces, hvor der politisk blev fastsat fire hovedtemaer til Planstrategi 2020. De fire temaer blev følgende:

     

    Fællesskab og deltagelse

    Et godt sted og bo

    Natur- og kulturlandskaber

    Udsyn og innovation

     

    Disse fire hovedtemaer dannede afsættet for Planstrategien samt det videre arbejde med at formulere en ny vision for Stevns Kommune. Indenfor rammen af de fire temaer kom der input til udfoldelse af de fire temaer i planstrategien og arbejdet med formuleringen af Stevns Kommunes nye vision. I perioden var der også et stort engagement fra kommunens borgere. I samme spor kom der input til det femte afsnit i Planstrategien, som drejer sig om 'Bæredygtig udvikling' og Lokal Agenda 21-redegørelse.

     

    Stevns Kommunes nye vision blev vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 26. juni 2019 og er således allerede vedtaget, men indgår som en integreret del af planstrategien.

     

    FN´s Verdensmål

    I Stevns Kommune arbejder vi for at understøtte indfrielsen af verdensmålene, der blev vedtaget af stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York i 2015. Med Planstrategi 2020 og Lokal Agenda 21-redegørelsen sætter Stevns Kommunes en fælles retning, der muliggør en understøttelse af 13 af de 17 Verdensmål. Således fremgår det af Planstrategi 2020 i hvert hovedafsnit, hvilke verdensmål det pågældende afsnit understøtter.

     

    Høringssvar

    Ifølge planloven skal Kommunalbestyrelsen fastsætte en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af idéer, forslag og kommentarer til den vedtagne Planstrategi. Efter udløbet af fristen tages der stilling til de fremkomne bemærkninger, og det besluttes, om planstrategien skal ændres. Efterfølgende skal det bekendtgøres, hvorvidt der er vedtaget ændringer eller ej. Først herefter kan strategien anvendes som baggrund for at ændre kommuneplanen.

    Det indstilles, at planstrategien sendes i høring fra mandag den 3. februar til mandag den 30. marts 2020.

    Lovgrundlag

    Planloven fastsætter, at der i løbet af første halvdel af en valgperiode skal udarbejdes en planstrategi samt en redegørelse for kommunens arbejde med bæredygtighed udvikling (lokal agenda 21). Redegørelse for lokal agenda 21 er indarbejdet i planstrategien.  

    Økonomi

    Strategien kræver ikke i sig selv nye investeringer, men er et værktøj til at sikre, at de beslutninger, der bliver truffet understøtter den overordnede ambition for Stevns Kommunes udvikling.

  • 126. Sammenhængende Børne- og Ungepolitik - Temaer og ambition

    application/pdf icon bilag_1._udkast_til_struktur_i_boerne-_og_ungepolitikken_2020_-_2024_0.pdfapplication/pdf icon bilag_2._opsamling_af_workshop_den_22._oktober_2019_0.pdfapplication/pdf icon bilag_3._opsamling_fra_fagudvalg_og_kommunebesoeg_i_soroe_og_ballerup_kommuner_0.pdf

    Resume

    Ifølge den vedtagne Tids- og procesplan for Børne- og Ungepolitikken skal udvalget behandle politikkens overordnede ambition samt politikkens temaer.

    Indstilling

    Politik & Borger indstiller til KB via SSU, AET, BUL og ØU, at

    1. Børne- og Ungepolitikkens overordnede ambition er 'I Stevns Kommune gennemfører vores unge en uddannelse og bliver en velintegreret del af arbejdsmarkedet'
    2. Børne- og Ungepolitikkens temaer er: 'Tidlig indsats', 'Stærk tværfaglighed', 'Mødes af ambitiøse voksne' samt 'Et liv i fællesskab'

    Social og Sundhed, 6. januar 2020, pkt. 124:

    Kan anbefale indstillingen, men opfordrer til, at ordene trivsel og sundhed tekstmæssigt nævnes/indarbejdes i den overordnede ambition for politikken.

     

    Beslutning

    1. Anbefales.
       
    2. Anbefales.
      Tidlig indsats ønskes erstattet med: ”Rettidig og forebyggende indsats”.
      Børne og ungepolitikken skal også sætte fokus på børnefattigdom – dog ikke som et selvstændigt tema.
      I bilag 1. under ”Tidlig indsats” ændres formuleringen så tidlig indsats ikke bliver et mål i sig selv.

     

    AET ønsker at behandle sagen igen efter behandlingen i KB.    

    Sagsfremstilling

    Ifølge den vedtagne Tids- og Procesplanplan for udarbejdelse af en samlet Børne- og Ungepolitik er vi nået dertil, hvor vi skal konkretisere den helt overordnede og politiske ramme for politikken. Når denne ramme er fastlagt, kan vi igangsætte den del af den vedtagne proces, hvor vi blandt andet skal inddrage medarbejdere og bestyrelser. Her skal vi sammen udfolde de temaer, der politisk bliver besluttet, skal være de dominerende i politikperioden 2020 - 2024.

     

    Børne- og Ungepolitikken omfatter tre fagudvalg - SSU, AET og BUL. Siden starten af efteråret 2019 er de tre udvalg kommet med input, og der har været arrangeret besøg til Ballerup og Sorø kommuner for at få inspiration og høre deres erfaringer med en samlet Børne- og Ungepolitik. Input fra Stevns Kommunes fagudvalg og kommunebesøgene er opsummeret i Bilag 3: Opsamling fra fagudvalg og kommunebesøg i Sorø og Ballerup kommuner.

     

    Senest har der været afholdt en workshop på Tinghuset for de tre fagudvalg. Til workshoppen blev deltagerne indledningsvist præsenteret for en opsamling af de input, som er opsummeret i bilag 3. Herefter var deltagerne inddelt i tre grupper, som var blandet på tværs af udvalg og partier. På baggrund af gruppedrøftelser kom hver gruppe med sine input. Samtlige input skal efterfølgende bearbejdes og danne den overordnede ramme for den kommende Børne- og Ungepolitik.

     

    Til workshoppen kom grupperne med input til følgende tre punkter:

    • Vores ambition – hvad er den?
    • Temaer – hvilke skal dominere politikken?
    • Politikken som produkt – hvordan skal den være?

    Opsummering af drøftelserne til workshoppen fremgår af Bilag 2: Opsamling af workshop den 22. oktober 2019

     

    På baggrund af samtlige input i processen frem til nu, er der blevet udarbejdet et udkast til struktur for Børne- og Ungepolitikken og er vedlagt som Bilag 1: Udkast til struktur i Børne- og Ungepolitikken 2020 - 2024.

     

    Overordnet ambition

    I processen har der været en lang række drøftelser, men særligt har andelen af unge, som gennemfører en uddannelse samt andelen af unge, som kommer i arbejde, været italesat mange gange. Tilsvarende var det et omdrejningspunkt til workshoppen. Derfor kan et bud på den overordnede vision være følgende: I Stevns Kommune gennemfører vores unge en uddannelse og bliver en velintegreret del af arbejdsmarkedet.

     

    Temaer

    Der er kommet mange input til politikken. Nogle input hænger tydeligt sammen under et fælles tema, andre input vil indgå senere i processen, når de valgte temaer skal udfoldes yderligere. Af processen er der især fire temaer, som har fået særlig stor opmærksomhed og blevet fremhævet af flere omgange. På den baggrund kan følgende fire temaer være et bud på den overordnede struktur i Børne- og Ungepolitikken: 'Tidlig indsats', 'Stærk tværfaglighed', 'Mødes af ambitiøse voksne' samt 'Et liv i fællesskab'

     

    For yderligere udfoldelse af de fire temaer se bilag 1: Udkast til struktur i Børne- og Ungepolitikken 2020 - 2024.

  • 127. Erhvervspolitisk Handleplan 2020

    application/pdf icon bilag_1_erhvervspolitisk_handleplan_2020_stevns_kommune_0.pdfapplication/pdf icon bilag_2_gantt-kort_erhvervspolitisk_handleplan_2020_0.pdf

    Resume

    Ifølge Stevns Kommunes nye Erhvervspolitik 2019-2023, skal der årligt udarbejdes en erhvervspolitisk handleplan. Udvalget skal godkende den erhvervspolitiske handplan for 2020 og modtager også en status på realiseringen af de erhvervspolitiske initiativer i 2019.

     

    Indstilling

    Politik & Borger indstiller til AET, at

     

    1. status på udmøntningen af erhvervspolitiske initiativer i 2019 tages til efterretning.
    2. Erhvervspoltisk Handleplan 2020 godkendes.

    Beslutning

    1. Taget til efterretning.
    2. Godkendt.

    Sagsfremstilling

     

     

    Forvaltningen har i samarbejde med Stevns Erhvervsråd udarbejdet en opdateret erhvervspolitisk handleplan, der beskriver initiativerne for perioden år 2019-2023. Det er politisk vedtaget, at der hvert år skal ske en opfølgning og evaluering af handleplanen, og at den skal lægges op til politisk behandling. Den Erhvervspolitiske Handleplan 2020 indeholder status over de initiativer, som allerede er i gang samt en beskrivelse af dem, som er blevet gennemført i 2019. Derudover beskriver handleplanen, hvem der er ansvarlig for det enkelte initiativ, samt hvilke resultater vi forventer af initiativerne. Initiativerne er grupperet efter erhvervspolitikkens fem fokusområder; Løsningsorienteret sagsbehandling, Fysisk og Digital infrastruktur, Iværksætteri, Forretningsudvikling samt Profilering.

     

    Status på initiativer

    År 2019 var første år, hvor Stevns Kommunes nye erhvervspolitik for 2019-2023 blev udmøntet i konkrete initiativer. Den erhvervspolitiske handleplan indeholdte i alt tredive initiativer, hvoraf syv initiativer er gennemført i 2019, mens tretten er igangværende projekter og ti afventer igangsættelse. I handleplanen for 2020 er der tilføjet fire nye initiativer.

     

    Gennemførte initiativer i 2019

    Blandt de syv initiativer, der blev gennemført i 2019, er der blandt andet blevet etableret iværksætterhotellet Startup Stevns i Hårlev. Derudover blev der etableret nye henvendelsesadgange til Stevns Kommune for erhvervslivet, og møderne mellem Stevns Kommune og Stevns Erhvervsråd blev formaliseret således, at der nu ligger en egentlig mødestruktur. I Rødvig havn blev der etableret trådløst internet - WIFI4EU - til gavn for erhvervsliv og turister i området. Stevns Erhvervsråd har foretaget en analyse af turismeerhvervet og har bl.a. i 2019 arbejdet med etablering af flere specialiserede grupper og netværk.

     

    Igangværende initiativer

    I handleplanen er tretten initiativer igangværende. Der er opstartet et arbejde som skal resultere i, at der bliver en ny samarbejdsmodel. I den forbindelse bliver første step, at der i starten af 2020 bliver gennemført en undersøgelse af samarbejdsrelationer på erhvervsområdet både internt i Stevns Kommune og med eksterne interessenter såsom Stevns Erhvervsråd og udvalgte virksomheder. I 2020 vil driften af iværksætterhotellet Startup Stevns og projektet omkring entreprenørskab i folkeskolerne ligeledes have fokus, og Stevns Erhvervsråd vil fortsætte deres indsatser inden for vejledning og udviklingsforløb af virksomheder i Stevns Kommune.

     

    Nye initiativer fra 2020

    I handleplanen for 2020 er der fire nye initiativer. Initiativerne omhandler initiativerne 'Effektmåling af erhvervsindsats', 'Renovering af Østbanens skinnenet', 'Digitalt Taskforce' og 'Detailhandelsanalyse'. Her skal vi blandt andet kortlægge, hvordan kommunens erhvervsindsats måles i dag for at gøre os selv klogere på, hvilke indsatser, der bedst muligt kan understøtte vores ambitioner. Renovering af Østbanens skinnenet bliver et prioriteret mål, da det har stor betydning for vores pendlere og virksomhedernes mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Engegamentet i Regionens Sjællands Digitale Taskforce, skal fremme udbrededelsen af internet og mobildækning i regionen og er nu oprettet som et selvstændigt initiativ. Endelig bliver der i 2020 udarbejdet en detailhandelsanalyse, der skal indgå som en del af Kommuneplan 2020. For nærmere beskrivelse af de nye initiativer henvises til bilag 1.

     

     

    Erhvervspolitisk handleplan 2020 er vedlagt som bilag 1. I handleplanen beskrives de enkelte initiativer og den aktuelle status. Initiativernes status er markeret med farverne Grøn=Gennemført, Gul=Igang, Rød=Afventer, Lilla=Nyt. Handleplanen er visualiseret i bilag 2.

     

  • 128. Retningslinjer for økonomisk støtte til deltagelse i foreningslivet

    application/pdf icon retningslinjer_for_oekonomisk_stoette_til_deltagelse_i_foreningslivet_0.pdf

    Resume

    I dag kan der pr. sæson søges om 1.000,00 kr. til økonomisk støtte til deltagelse i foreningslivet for vanskeligt stillede børn og unge under 18 år bosiddende i Stevns Kommune.

    Udvalget skal fastlægge om nuværende ordning skal fortsætte, eller om der som alternativt skal fastlægges en ny tilskudsordning.

    Indstilling

    Politik & Borger indstiller til AET via FOU, at

    1. retningslinjer for økonomisk støtte til deltagelse i foreningslivet drøftes og rettes til.
    2. den økonomiske ramme fastsættes og løber i 2 puljer, henholdsvis 1. januar til 30. juni og 1. juli til 31. december. Begge puljer er gældende indtil budgettet er opbrugt.
    3. ordningen forankres fortsat i Kultur & Fritid og ansøgninger behandles administrativt og modtages løbende. Ved tvivlsspørgsmål eller eventuelle klager vil Folkeoplysningsudvalget være den øverste myndighed.

     

    Folkeoplysningsudvalget, 14. november 2019, pkt. 57:

    Deltog ikke ved behandling af sagen: Helen Sørensen, Helle Bech, Line Krogh Lay, John Dalsgaard Jensen og Tomas Patheier.

    1. Retningslinjer for "økonomisk støtte til deltagelse i foreningslivet" godkendt.
    2. Indstilling imødekommet.
    3. Indstilling imødekommet.

     

    Beslutning

    1. Godkendt.
    2. Godkendt.
    3. Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Vi har i Stevns Kommune en del flygtningebørn og andre vanskeligt stillede børn. Disse børn har ikke de samme muligheder for at kunne være aktive sammen med deres kammerater, og derved have mulighed for et liv på lige vilkår som deres jævnaldrende. Dette kan være medvirke til social isolation og skabe problemer for børnene langt ud i fremtiden. Foreningslivet kan være en god måde for børn og unge, at få en god fornemmelse af at være en del af lokalmiljøet og for at opdyrke gode og sunde venskaber med jævnaldrende og voksne rollemodeller.

     

    Nuværende retningslinjer for økonomisk støtte til deltagelse i foreningslivet giver foreninger, lærere, forældre eller andre myndige personer mulighed for at søge om økonomisk støtte til børn og unge bosiddende i Stevns Kommune i alderen 0-18 år. Der kan søges om kr. 1.000,00 i støtte til kontingent og/eller fornødent udstyr pr. barn pr. sæson. Der kan kun søges om kontingentstøtte til stevnske godkendte folkeoplysende foreninger. Ansøgningerne bliver behandlet løbende efter først-til- mølle-princip. Der kræves ikke dokumentation, da tilskud ydes på tro og love.  

     

    For fremtidig at sikre, at flere har en chance for at søge om økonomisk støtte til flygtningebørn og vanskeligt stillede børns deltagelse i foreningslivet, kan en alternativ tilskudsordning derfor være, at der ydes støtte op til 70% af udgifterne, og der maksimalt kan søges om kr. 800,00 pr. barn pr. sæson (Det vil sige, at der maksimalt kan udbetales kr. 560,00).
    De resterende retningslinjer/ betingelser for tilskud vil forblive uændret (Se vedlagte bilag).

     

    Økonomi

    Der afsættes årligt en pulje på kr. 30.000,00

  • 129. Forslag om hyppigere jobsamtaler og øget virksomhedsrettet aktivering ifm. lovforenkling på beskæftigelsesområdet

    application/pdf icon aftale_om_en_forenklet_beskaeftigelsesindsats_0.pdf

    Resume

    Forenkling af Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) tilsiger, at der skal afholdes minimum fire jobsamtaler indenfor de første 6 måneder af et forløb i Jobcenteret. Arbejdsmarked foreslår, at der afholdes jobsamtaler minimum hver 4. uge.

    Indstilling

    Arbejdsmarked indstiller til AET, at

     

    1. forslaget om hyppigere jobsamtaler og øget brug af virksomhedsrettet aktivering tiltrædes

    Beslutning

    1. Godkendt af et flertal bestående af Mikkel Lundemann Rasmussen (C)) Jacob Panton-Kristiansen (V), Thomas Overgaard (A), Line Krogh Lay (R)
      Sejer Folke (Ø) kan ikke godkende indstillingen.

     

    Sagsfremstilling

    Pr. 1. januar 2020 træder den forenklede Lov om en aktivbeskæftigelsesindsats i kraft. Udvalget har på den 14. november 2019 fået en orientering om elementerne i den nye lov.

      

    Forskning på beskæftigelsesområdet viser, særligt at to elementer i indsatsen virker:

     

    • Hyppige samtaler
    • Virksomhedsrettet indsats

     

    På den baggrund vil Arbejdsmarked øge antallet og kadencen for samtaler, således at borgerne på tværs af målgrupper - med få undtagelser - får mindst én samtale hver 4. uge. Forenklingen af LAB-loven betyder, at der er færre proceskrav til samtalerne således at, samtalerne i højere grad kan tage udgangspunkt i borgers aktuelle situation og adressere de udfordringer den enkelte har i forhold til at komme i beskæftigelse. Beskæftigelsesindikatorprojektet, som er et projekt, der skaber ny viden og skærper et fagligt fokus på beskæftigelsesindsatsen, viste, at relationen mellem borger og sagsbehandler var af afgørende betydning for muligheden for, at særligt borgere længere væk fra beskæftigelse kunne få en tilknytning arbejdsmarkedet. Opbygningen af denne relation vil med den øgede samtalekadence få bedre muligheder for at udvikle sig. Arbejdsmarked arbejder målrettet med kvalitetssikring af samtalerne gennem systematisk tilrettelagt faglig sparring. Dette med henblik på at sikre, at de hyppigere samtaler i realiteten kommer til at flytte ledige tættere på beskæftigelse.

     

    En anden hovedpointe i Beskæftigelsesindikatorprojektet var, at det gennem var tilbud på virksomheder, at ledige fik de bedste muligheder for, at få en  stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet og på sigt opnå hel eller delvis selvforsørgelse. Derfor vil Arbejdsmarked fortsat fokusere stærkt på virksomhedsrettet indsats. Borgerne vil i videst muligt omfang få tilbud om indsats på virksomhed eller uddannelse i forbindelse med forløbet med borgeren. I de tilfælde, hvor dette ikke er muligt, at give et uddannelses- eller virksomhedsrettet tilbud, kan der gives andre opkvalificerende eller afklarende tilbud.   

     

    Indsatserne afspejles i målsætningen i Beskæftigelsesplan 2020 gennem:

     

    • Fokusmål I:
      Andelen af personer med mindst 12 måneders anciennitet, som har modtaget mindst 4 samtaler de seneste 12 måneder, skal være over 85 pct.
    • Fokusmål II:
      Andelen af personer med mindst 12 måneders anciennitet, der har modtaget mindst 1 aktivt tilbud eller haft minimum 6 ugers beskæftigelse de seneste 12 måneder, skal være over 85 pct.

     

    Gennem opfyldelse af Fokusmålene vil Arbejdsmarked sikre en endnu højere beskæftigelsesgrad og hurtigere sagsforløb for den enkelte, samtidig med at Arbejdsmarked opfylder de centralt udstukne krav og undgår skærpet tilsyn.

     

     

  • 130. Samdriftsaftale ml. Faxe og Stevns Kommuner og Østsjællands Museum

    application/pdf icon samdriftsaftale_faxe_stevns_oesm_0.pdfapplication/pdf icon oesm_vedtaegter_1._januar2018_0.pdfapplication/pdf icon grundmodellen_for_oekonomisk_tilskud_til_oestsjaellands_museum_0.pdf

    Resume

    Godkendelse af fælles samdriftsaftale mellem hhv. Faxe og Stevns Kommuner samt Østsjællands Museum.

    Aftalen skal godkendes i begge kommuner samt Østsjællands Museum, og vil herefter træde i kraft pr. 1. januar 2020.

    Indstilling

    Politik & Borger indstiller til KB, via AET og ØU, at

    1. den fælles samdriftsaftale mellem Stevns og Faxe Kommuner samt Østsjællands Museum godkendes med ikrafttrædelse den 1. januar 2020.

    Beslutning

    1. Samdriftsaftalen anbefales med den bemærkning, at det i forhold til aftalens pkt. 5.6 forudsættes, at ØSM nu og fremadrettet stiller sig til rådighed – evt. mod betaling – med ressourcer (mandskab) og adgang/udlån af materialesamlinger til brug for det kommende besøgscenter i Boesdal.

    Sagsfremstilling

    Østsjællands Museum opnåede statsanerkendelse i 1997 med ansvar for Nyere Tid i de daværende Stevns, Fakse og Rønnede Kommuner. Ved strukturreformen i 2007 fik museet ansvar for nyere Tid i hhv. Faxe- og Stevns Kommune og ansvar for geologien i Vordingborg, Køge og Solrød Kommune. Faxe- og Stevns Kommuner indgik samtidig en samdriftsaftale og sikrede driften af museet som statsanerkendt museum.

    Den nuværende driftsaftale mellem de to kommuner og museet blev indgået i 1997. En tillægsaftale blev lavet i 2010 ifm. Østsjællands Museums overtagelse af det daværende Haslev Museum.

    Ønsket om et tættere organisatoriske samarbejde omkring museets drift og virke, er baggrunden for denne nye fælles driftsaftale. Her er ikke kun tale om en økonomisk aftale, men også en indholdsmæssig, der i langt højere grad sikre kendskab og ejerskab til museet.

    Museet har i dag tre besøgssteder hhv. Museet i Faxe (Nyere Tid for Stevns og Faxe), Geomuseet i Faxe og Koldkrigsmuseum Stevnsfortet.

    Samdriftsaftalens indhold

    Den nye samdriftsaftale indeholder organisatorisk de samme elementer, som den tidligere - f. eks. at hver kommune er repræsenteret med to medlemmer fra kommunalbestyrelsen (borgmesteren plus en). Formålet er tillige, at de to kommuner støtter Østsjællands Museum og i fællesskab styrker indsatsen på museumsområdet i begge kommuner.

    Den nye aftale indeholder en række nye tiltag/forventninger til samarbejdet som i overskriftsform beskrives her:

    • Fælles forventninger til aktiviteter - besøgsstederne er åbne for publikum i videst mulig omfang, minimum i højsæsonerne.
    • Aktiviteter udenfor besøgsstederne - såsom pop-upudstillinger, byvandringer eller stedbundne foredrag mv.
    • Indgår kommunerne aftale med museet om støtte/udgifter til særlige store udstillinger, åben skole forløb, ekstraordinære bygningsvedligehold, så er det samdriftsaftalen uvedkommende.
    • Inden der tages stilling til evt. støtte til større arrangementer mv. skal det undersøges om det kan indeholdes i museets drift.
    • Museet er forpligtet til at indgå i samarbejdet omkring formidlingen af Unesco verdensarv.
    • Museet er forpligtet til at bidrage til relevante turistprojekter, som kommunerne sætter i værk (VISM).

    Opfølgning og stillingtagen til ovenstående behandles løbende på planlagte strategiske møder mellem parterne. Formålet med møderne (politiske udvalg og forvaltningen) er løbende koordinering og forventningsafstemning omkring museets aktiviteter og udviklingsplaner.

    Der planlægges to politiske dialogmøder i valgperioden og minimum fire årlige administrative møder med deltagelse af repræsentanter fra museet og administrationen fra de to kommuner.

    Samdriftsaftalen løber efter godkendelse fra 1. januar 2020 indtil den ønskes ændret eller evt. opsiges.                  ·

    Den nye samdriftsaftale er udarbejdet i et tæt dialog med de to kommuner og Østsjællands Museum. Samdriftsaftalen er med et styrket fokus på fællesforpligtelser, fremtidssikret formidling, fælles dialogmøder hhv. politisk som administrativt - langt bedre rustet til at imødekomme ønsker og krav til hhv. publikum og gode oplevelser, Kulturstyrelsens krav til statsanerkendelse og kommunernes ejerskab til museet.

    Lovgrundlag

    Museumsloven § 15, stk. 4,2 samt bekendtgørelse om museer § 12, stk. 1 og 2.

    Økonomi

    Kommunernes samlede tilskud til Østsjællands Museum består nu af et fast grundtilskud og et variabelt tilskud pr. indbygger. Det variable tilskud beregnes af kommunernes indbyggertal pr. 1. januar i tilskudsåret.

    Både det faste grundtilskud og det variable tilskudsbeløb pr. indbygger fremskrives årligt med  KL's pris- og løntilskud.                        

     

    Ved godkendelse af samdriftsaftalen vil Stevns Kommunes fremtidige tilskud til Østsjællands Museum være på samme økonomiske niveau, som nuværende.

    I 2019 androg tilskuddet 2,008 mio. kr. og i den fremlagte nye beregningsmodel vil tilskuddet andrage 2,007 mio. kr. (i 2019-niveau)

  • 131. Diverse orienteringer - AET den 6. januar 2020 (Lukket)

  • 132. Underskriftsark (Lukket)