Du er her

Skiltning i det åbne land

Hvis du ønsker at sætte et skilt op i et åbent landområde, skal du være opmærksom på, at der gælder nogle særlige regler for det.

Reglerne for opsætning af skilte i det åbne land er bestemt af Naturbeskyttelsesloven. Naturbeskyttelseslovens regler har til formål at friholde det åbne land for reklame- og propagandaskilte mv. Reglerne gælder kun i det åbne land og ikke inde i byerne.

Du må ikke sætte følgende op i det åbne land:

  • plakater
  • afbildninger
  • fritstående skilte
  • lysreklamer
  • andre indretninger i reklame- og propaganda øjemed

Der gælder dog enkelte undtagelser; f.eks. skilte, som står tæt på din virksomhed, skiltning af salg af grunde, trafikpropaganda, plakater i forbindelse med folketingsvalg og mindre oplysningsskilte.

Vær at vide om skiltning i det åbne land

Fold alle ud
  • Er 'det åbne land' kun på landet?

    Definitionen af 'det åbne land' knytter sig ikke udelukkende til landzonen. Det handler om, at du har opfattelsen af at befinde dig i åbent land og altså ikke i by eller bymæssig bebyggelse. Det har derfor ikke noget at gøre med, om du står på den ene eller på den anden side af bygrænseskiltet.

  • Hvordan må skiltet se ud, og hvor må jeg sætte det?

    Du kan finde gode råd og vejledning i Skiltning i det åbne land (pdf)

    Loven giver dig mulighed for at sætte mindre skilte op i det åbne land. Du behøver ikke at spørge os først. Det gælder, når du f.eks. skal sælge jordbær og andet fra landbruget, leje værelser ud eller har en erhvervsvirksomhed. Du skal blot følge reglerne for skiltning i det åbne land. Du kan sætte mindre oplysningsskilte ved indkørslen - eller der hvor den private vej munder ud i nærmeste offentlige vej. Der er følgende regler for oplysningsskilte ved vejen i det åbne land:

    • skiltet skal være rektangulært og må ikke være større end 0,25 m2

    • overkant må ikke være højere end 1 meter over terræn

    • skiltet skal have ensfarvet, og have en afdæmpet bundfarve med tekst i neutrale farver

    • det må ikke være kunstigt belyst, reflekterende eller bevægeligt

    • på skiltet må der kun stå din virksomheds navn, adresse, art og produktion

    • logo kan holdes i de farver, som din virksomhed normalt benytter

    • logoet må højst fylde 10 % af skiltets areal

    • du må ikke sætte genstande, flag eller lignede ved skiltet

    Kort sagt skal et skilt med oplysninger være afdæmpet og neutralt, og det må ikke vække opsigt over store afstande. Sæt skiltet uden for selve vejarealet. Det må ikke skæmme i naturen eller vække stor opmærksomhed, så det forstyrrer trafikanterne.

Sidst opdateret

19.03.2019