Du er her

Tilskud til pasning af døende i hjemmet

Du kan få tilskud til pasning i hjemmet, hvis du har en pårørende, som er døende.

Orlov til pasning af syge og døende pårørende

Ret til at holde orlov til pasning af døende

Både offentligt ansatte og privat ansatte har ret til at holde orlov for at passe en døende.

En arbejdsgiver, der yder løn til en ansat under orlov, får en refusion, der svarer til plejevederlaget. Du skal varsle din arbejdsgiver om, at du skal holde orlov senest samtidig med, at du ansøger kommunen om plejevederlaget.

Midlertidigt indlagt

Selv om plejen foregår i hjemmet, kan der være behov for en midlertidig indlæggelse - fx for at aflaste den pårørende. Du mister ikke et plejevederlag, fordi den døende er midlertidigt indlagt.

Hvem kan blive hjælper?

Hvis du har en pårørende, som er alvorligt syg eller har et varigt handicap, kan du blive ansat som hjælper af kommunen i op til seks måneder til at passe den syge. Betingelserne er:

  • at sygdommen eller handicappet er kronisk eller langvarig
  • at alternativet til pasning i hjemmet er et døgnophold uden for hjemmet
  • at plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde
  • at den syge eller handicappede har sin egen bolig, og fx ikke bor på døgninstitution eller i en plejebolig
  • at begge parter - den syge og dig - er enige om pasningsforholdet
  • at kommunen vurderer, at du er i stand til at varetage opgaven
  • at du har tilknytning til arbejdsmarkedet

Orlovsperiode og løn

Hvis du bliver bevilliget orlov til at passe en pårørende, kan du efter aftale med din arbejdsgiver dele pasningen op i kortere perioder af mindst en måneds varighed. Pasningsperioden kan også forlænges med op til tre måneder efter fornyet ansøgning.

Under orloven bliver du ansat af den kommune, som den nærtstående bor i, og får en løn på 22.504 per måned (2018). Du kan dog ikke få et beløb, der er større end det, du får udbetalt fra arbejdsgiver. Du bevarer desuden din ret til arbejdsløshedsdagpenge, feriepenge og lign.

Tilskud til medicin o.a.

Mennesker, der er døende, kan få gratis, midlertidig hjemmehjælp og hjælp til at betale udgifter til medicin, sygeplejeartikler og lignende.

Lovgivning

Reglerne om pasning af nærtstående er beskrevet i § 118 i Serviceloven.

Reglerne om plejevederlag er beskrevet i § 119 i Serviceloven.

De aktuelle satser fremgår af den årlige vejledning.

Sidst opdateret

06.09.2018