Plejeboliger, ældre- og handicapegnede boliger

Kort over pleje, ældre- og handicapegnede boliger i Stevns Kommune

Plejeboliger

Stevns Kommune råder over 184 plejeboliger.

Ældreboliger

Stevns Kommune råder over 241 ældre- og handicapegnede boliger.

De fleste ældre- og handicapegnede boliger er toværelses lejligheder, der ligger som rækkehuse med have.

Der hører fælles beboerlokale og vaskeri til mange af boligerne.

Værd at vide om pleje-, ældre- og handicapegnede boliger i Stevns Kommune

I Stevns Kommune råder vi over fem plejecentre:

Stevnshøj – demensplejecenter og rehabilitering

Stevnshøj ligger Store Heddinge. Centret tilbyder: 

  • Demensafsnit med 12 plejeboliger på plejecentret
  • 18 rehabiliteringspladser og 1 akutstue på Rehabiliteringscentret

Rehabiliteringspladserne og plejeboligpladserne er adskilt i forskellige dele af bygningen.

Læs om Plejecenter Stevnshøj

Læs om Rehabiliteringscenter Stevnshøj

Plejecenter Plushøj

Plushøj ligger i Rødvig.

Centret består af 26 plejeboliger.

Læs om Plushøj

Plejecenter Hotherhaven

Hotherhaven ligger i Hårlev. Centret er delt op i to afsnit:

  • Somatisk afsnit med 31 plejeboliger
  • Demens afsnit med 35 plejeboliger

Læs om Hotherhaven

Plejecenter Egehaven

Egehaven ligger i Strøby Egede.

Centret har 40 plejeboliger. 

Læs om Egehaven

Plejecenter Solhaven

Solhaven ligger i Store Heddinge

Centeret her 40 plejeboliger. 

Læs om Solhaven

Læs vores velkomstbrochure for plejecentrene (pdf)

Du kan søge om en ældre- eller handicapegnet bolig, hvis du har nedsat funktionsniveau og din nuværende bolig ikke længere er hensigtsmæssig for dig.

Hvis du ønsker at ansøge om en ældre- eller handicapegnet bolig, skal du kontakte visitationen mandag-torsdag fra kl. 8.30-10.00 på tlf. 56 57 52 32.

Læs vores kriterier for tildeling af en bolig (pdf)

Vi har  ældre- eller handicapegnede boliger i følgende byer:

  • Hellested
  • Holtug
  • Hårlev
  • Klippinge
  • Lyderslev
  • Rødvig
  • Store Heddinge
  • Strøby
  • Strøby Egede
  • Valløby

 

Ja, hvis du ikke er i målgruppen, men har lignende behov, er der mulighed for at blive tilbudt en bolig på almindelige lejevilkår.
Det er kun ledige boliger i følgende yderområder, som tilbydes på denne måde. Boligerne er beliggende i:

  • Vallø
  • Hellested
  • Lyderslev
  • Holtug
  • Klippinge

Borgere der har opnået visitation til en ældrebolig og tilhører målgruppen, vil altid blive tilbudt ledige boliger før andre.

Det er ikke muligt at stå på venteliste til en af ovenstående boliger. Boligen kan alene tilbydes, hvis den er ledig på ansøgningstidspunktet.

I 2022 viser en analyse af pleje- og demensboliger i Stevns Kommune følgende:

  • Der er nok almindelige plejecenterpladser.
  • Der er mangel på boliger for borgere med demens.
  • Behovet for begge boligtyper forventes at stige fremover.

Analysen anbefaler følgende løsningsforslag:

  • 12 boliger på plejecenter Stevnshøj omdannes til demensplejecenter i de kommende år.
  • 40 planlagte plejeboliger i St. Heddinge bør stå klar i 2025.
  • Mulighederne for flere plejeboliger ved plejecenter Egehaven undersøges.
  • Udviklingen i behovet for plejeboliger bør følges tæt med årlige opdateringer.

Læs analyse af pleje- og demensplejeboliger pr. 2022 (pdf)

Ældre- og plejeboliger

Ældre- og plejeboligområdet er omfattet af nogle retningslinjer, som er fælles i hele landet.

Er du ældre, og kan du ikke klare dig i dit nuværende hjem, fordi du har behov for en bolig, der er særligt indrettet med elevator og plads til kørestol? Eller er du afhængig af pleje og omsorg flere gange i døgnet? Da skal kommunen tilbyde dig en egnet bolig. 

Nedenfor kan du læse om de forskellige typer af boliger til ældre, samt hvordan og hvornår du kan få en bolig, og hvad det koster at bo i boligen.

Typer af bolig til ældre:

  • ældrebolig
  • plejebolig (plejehjem)
  • friplejebolig

En ældrebolig er til dig, der har brug for en bolig, som har en elevator og plads til kørestol. 

Hvis du er afhængig af omsorg flere gange i døgnet eller af anden årsag har brug for tryghed og pleje, kan du søge kommunen om en plejebolig på et plejehjem.

Hvis du er visiteret af kommunen til en plejebolig, skal kommunen tilbyde dig en sådan inden for 2 måneder, efter du er optaget på ventelisten – (plejeboliggaranti).

Hvis du er godkendt (visiteret) af kommunen til en plejebolig, har du også mulighed for at vælge en friplejebolig på et friplejehjem. En friplejeboliger et boligtilbud udbudt af private.

Der findes plejeboliger og ældreboliger i alle landets kommuner. I nogle kommuner findes også friplejehjem. På Plejehjemsoversigten/plejeoverblikket kan du finde information om plejehjem, plejecentre og friplejeboliger herunder information om det enkelte steds værdier, aktiviteter og faciliteter m.m.

Hvad er en ældrebolig?

En ældrebolig opføres efter almenboligloven og udgør en selvstændig lejebolig, der både kan været ejet og drevet af almene boligorganisationer, kommuner eller selvejende institutioner.

En ældrebolig er indrettet specielt til ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere.

Ældreboliger skal i sin indretning være kørestolsegnede, og adgangsforhold og indretning skal være velegnede for gangbesværede. En ældrebolig skal herudover være indrettet med eget rummeligt bad og toilet med plads til kørestol mv. samt køkken.

Der er ikke tilknyttet personale til en ældrebolig, som der er til en plejebolig, så du skal være i stand til at klare dig hjemme uden hjælp det meste af døgnet. Bliver du visiteret til en ældrebolig, kan du samtidig blive visiteret til hjemmehjælp, hvis du fx har behov for praktisk hjælp eller behov for hjælp til personlig pleje og madservice.

Hvornår kan jeg få en ældrebolig?

Kommunen anviser dig til en ældrebolig i forhold til dit behov for boligen. Du har derfor ikke krav på at få tildelt en ældrebolig, blot fordi du har nået en høj alder.

Kommunen skal anvise ældreboligen til den borger, der har størst behov for boligen uanset borgerens placering på ventelisten. Der er derfor ikke nogen ventegaranti på ældreboliger.   Får du tilbudt en bolig, har du ofte kort betænkningstid.

Siger du ja, skal du flytte ind i boligen hurtigst muligt. Vælger du at afvise et tilbud, mister du ikke retten til en anden ældrebolig, men kommunen vil foretage en vurdering af, om du fortsat tilhører målgruppen for en ældre og handicapegnet bolig.

Hvis du ikke længere har et aktuelt behov og dermed ikke tilhører målgruppen, vil du ikke få tilbudt flere boliger og skal søge på ny, hvis du får behovet. Hvis du bliver godkendt til en ældrebolig, har du ret til frit at vælge blandt sådanne boliger og ønske en bestemt bolig. Frit valg af ældrebolig giver fx ret til, at en ægtefælle eller samlever kan flytte med.

Det frie valg gælder i ens egen kommune, såvel som i en anden kommune. Ønsker du at flytte til en anden kommune skal du dog også opfylde denne kommunes visitationsbetingelser. Læs mere under ”Frit valg”.

Hvad koster det at bo i en ældrebolig? 

Som beboer i en ældrebolig er du lejer og derfor har du en lejekontrakt og skal ved indflytning betale indskud, husleje samt udgifter til el og varme. Du kan søge kommunen om boligindskudslån og boligstøtte til huslejen.

Hvad er en plejebolig?

En plejebolig opføres efter almenboligloven og udgør en selvstændig ældrebolig, der både kan været ejet og drevet af almene boligorganisationer, kommuner eller selvejende institutioner. Til en plejebolig er der tilknyttet personale, der hele døgnet kan støtte dig i forhold til dine behov.

I tilknytning til plejeboligen er der servicearealer der anvendes til omsorgs- og servicefunktioner for beboerne fx fysioterapi og genoptræningslokaler.

En plejebolig er indrettet ud fra et hensyn om tilgængelighed ift. kørestolsbrugere og gangbesværede. En plejebolig skal herudover være indrettet med eget rummeligt bad og toilet med plads til kørestol mv. samt køkken.

Plejeboliger er omfattet af en mærkningsordning i forhold til deres egnethed for demente beboere. Mærkningsordningen belyser forhold omkring stedets fysiske, bygningsrelaterede rammer men ikke plejen af demente.

Hvornår kan jeg få en plejebolig?

Hvis du er godkendt (visiteret) af kommunen til en plejebolig, skal kommunen tilbyde dig en sådan inden for 2 måneder, efter du er optaget på ventelisten – (plejeboliggaranti).

Kommunen kan opfylde garantien ved at tilbyde en bolig i egen kommune eller en bolig i en anden kommune, hvor de har aftale om at kunne anvise boliger. Hvis du afslår et tilbud, bliver du ikke slettet fra ventelisten, men der kan gå op til 2 måneder, før kommunen skal tilbyde dig en anden bolig.

Hvis du bliver godkendt til en plejebolig, har du ret til frit at vælge blandt sådanne boliger og ønske en bestemt bolig. Det frie valg gælder i ens egen kommune, såvel som i en anden kommune. Ønsker du at flytte til en anden kommune, skal du også opfylde denne kommunes visitationsbetingelser. 

Ønsker du at gøre brug af det frie valg og bo i en bestemt plejebolig, gælder den kommunale garanti på de 2 måneder ikke. Du bliver derved i stedet optaget på en specifik venteliste frem for kommunens generelle venteliste. Læs mere under ”Frit valg”. Hvis du er visiteret af kommunen til en plejebolig, har du samtidig ret til i stedet at vælge en friplejebolig. En friplejebolig er en plejebolig udbudt af private. Du kan læse mere om friplejeboliger under ”Friplejebolig”.

Hvad koster det at bo i en plejebolig? 

Som beboer i en plejebolig skal du ikke betale for den daglige pleje og omsorg, men du skal ved indflytning betale indskud, husleje, kost og medicin samt egne forbrugsudgifter (el og varme).

Som beboer i en plejebolig har du fuldt ud samme rettigheder, som da du boede i egen bolig og får fortsat din pension og kan søge om boligstøtte til huslejen.

Hvad er en friplejebolig?

En friplejebolig er en plejebolig, som drives af private som et alternativ til de kommunale tilbud. Friplejeboliger kan ejes af privatpersoner, selvejende institutioner, pensionsselskaber m.v.

En institution med friplejeboliger kaldes et friplejehjem.

Hvornår kan jeg få en friplejebolig?

Når du er blevet visiteret af kommunen til plejebolig, kan du vælge at ansøge om en friplejebolig. Det gælder, uanset om friplejeboligen ligger i din hjemkommune eller en anden kommune. 

Friplejehjemmene kan have retningslinjer for, hvilke ansøgere der først skal tilbydes en ledig bolig. Som hovedregel kan friplejehjem ikke afvise at udleje til en ansøger. 

Et friplejehjem kan dog afvise en ansøger, som ikke kan tilslutte sig friplejehjemmets eventuelle værdigrundlag. Afvisning kan også ske af en ansøger, som er visiteret til ydelser, som friplejehjemmet ikke kan levere.

Hvad koster en friplejebolig? 

Som beboer i en friplejebolig skal du ikke betale for almindelig pleje og omsorg. Du skal alene betale husleje og for forbrugsudgifter som varme, vand og el. 

I nogle friplejehjem er det muligt at tilkøbe ydelser ud over den almindelige pleje og omsorg f.eks. ekstra rengøring, ledsagelse ud af huset m.v.

Hvis du har behov for en ældrebolig, en plejebolig eller en plejehjemsplads, skal du kontakte kommunen. Pårørende, din læge eller sygehuset kan også kontakte kommunen.

Før du kan få tildelt en bolig, skal kommunen tage stilling til, om du kan godkendes til at få en ældrebolig eller plejebolig. Her tager kommunen udgangspunkt i dine konkrete behov i forhold til din fysiske, psykiske og sociale situation. Vurderer kommunen, at du har behov for en bolig, vil kommunen visitere dig til en bolig. At blive visiteret betyder, at du er berettiget og derved godkendt til en bolig.

Vurderingen af en ansøgning sker i sammenhæng med kommunens tilbud til personer i eget hjem, fx personlig og praktisk hjælp, dagcenter eller ældrecenter, midlertidig eller permanent dag- eller natpleje, boligændringer i nuværende bolig, særlig støtte eller aflastning eller afløsning af ægtefælle eller andre pårørende.

Du kan ansøge om en plejebolig/ældrebolig via borger.dk. Ansøg om bolig her

Kvalitetsstandard for Visitation til ældre- og handicapegnede boliger og plejeboliger 2025

Hvis du bliver godkendt til en ældrebolig eller en plejebolig har du ret til frit at vælge blandt sådanne boliger og ønske en bestemt bolig i kommunen. Du har også ret til at ønske at flytte til en ældrebolig eller en plejebolig i en anden kommune, hvis du opfylder visitationskravene i både fraflytnings- og tilflytningskommunen

Frit valg kan fx være relevant, hvis du gerne vil flytte tættere på dine børn, der bor et andet sted i landet. 

Ønsker du at gøre brug af det frie valg og bo på et bestemt plejehjem gælder den kommunale garanti på de 2 måneder ikke. Du bliver derved i stedet optaget på en specifik venteliste frem for kommunens generelle venteliste.

En kommunalbestyrelse har ret til i særlige tilfælde at beslutte, at borgere fra andre kommuner ikke midlertidigt kan komme på venteliste af hensyn til forpligtelsen til at sikre boliger til kommunens egne borgere. Borgere, der ønsker at flytte til en anden kommune, har dog i særlige tilfælde ret til at få anvist en bolig efter samme retningslinjer, som gælder for kommunens egne borgere.

Særlige tilfælde udgør

  • et hensyn til at bevare en tæt kontakt til nære pårørende, der bor i tilflytningskommunen
  • religiøse grunde
  • et behov for at blive optaget i et særligt tegnsprogsmiljø for døve
  • for at opnå en særlig bolig beregnet for personer, der er omfattet af lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Ventetidsgaranti

Hvis du er visiteret til en plejebolig eller en plads på et plejehjem, og er kommet på den generelle venteliste, skal kommunen tilbyde dig en bolig senest 2 måneder efter du kom på ventelisten. Boligen skal være klar til at flytte ind i senest 2 uger efter udløb af fristen.

Kommunen kan opfylde garantien ved at tilbyde bolig i kommunen eller plads i en anden kommune, hvor de har aftale om at kunne anvise boliger.

Hvis du afslår et tilbud bliver du ikke slettet fra den generelle venteliste, men starter forfra på en frist på 2 måneder.

Hvis du vælger en bolig i en anden kommune, skal betingelserne for anvisning af boligen være opfyldt både i bopælskommunen og i den kommune du gerne vil flytte til. En kommunalbestyrelse har ret til i særlige tilfælde at beslutte, at borgere fra andre kommuner ikke midlertidigt kan komme på venteliste af hensyn til forpligtelsen til at sikre boliger til kommunens egne borgere.

Du har krav på at blive optaget på venteliste, når du ønsker at flytte til en anden kommune af en række nærmere fastsatte grunde.

Midlertidigt døgnophold

Et midlertidigt døgnophold kan være en løsning, hvis du har behov for pleje, omsorg eller støtte, som ikke kan varetages i dit eget hjem. Du kan også få et ophold, hvis dine pårørende, der passer dig i hverdagen, har behov for aflastning i en kortere periode.

Hvem kan få et midlertidigt døgnophold?

Du kan komme i betragtning til et midlertidigt døgnophold, hvis:

  • Du har behov for pleje og omsorg, som ikke kan varetages i dit eget hjem.
  • Dine pårørende har brug for aflastning i en kortere periode.
  • Du er fyldt 18 år og bor i Stevns Kommune

Vi vurderer altid din situation og dit behov, før vi tilbyder et ophold.

Hvad er formålet med opholdet?

Et midlertidigt døgnophold skal støtte dig i en afgrænset periode. Formålet kan for eksempel være, at du:

  • får den pleje og omsorg, du har behov for
  • genvinder flest mulige færdigheder efter sygdom eller indlæggelse
  • bliver afklaret i forhold til dit fremtidige behov for hjælp
  • giver dine pårørende mulighed for aflastning i en kortere periode.

Målet er, at du får den støtte, der passer til din situation.

Sådan søger du om et midlertidigt døgnophold

Du eller dine pårørende kan kontakte visitationen i Center for Sundhed & Omsorg.

Hvis du er indlagt på et sygehus, kan sygehuset kontakte visitationen efter aftale med dig. Hvis du modtager hjemmepleje, kan hjemmeplejen også kontakte visitationen efter aftale med dig.

Visitationen vurderer dit behov sammen med dig og eventuelt dine pårørende.

Hvis du bliver tilbudt et ophold, får du besked om, hvornår du kan få en plads. Du modtager også en skriftlig afgørelse.

Hvor længe varer opholdet?

Et midlertidigt døgnophold varer så længe, du har behov for det. Vi tilpasser opholdets længde ud fra formålet med opholdet og din udvikling.

Når opholdet slutter, flytter du som udgangspunkt hjem igen. Hvis det er aftalt, flytter du i stedet til en permanent bolig.

Hvad koster et midlertidigt døgnophold?

Selve opholdet er gratis.

Du betaler selv for:

  • transport
  • forplejning
  • aktiviteter og materialer
  • plejeartikler, for eksempel sæbe og creme
  • leje og vask af sengetøj og håndklæder
  • tøjvask og rengøringsartikler.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, kan du klage til kommunen inden 4 uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden 4 uger fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.